Nu begynder Fredrik og Kenneths vilde eventyr

Fredrik Sejer Jørgensen og Kenneth Ahm Møller har givet sig selv en stor udfordring. De vil ro fra Nordsøen til Middelhavet i kajak.

Udgivet Opdateret
Kenneth Ahm Møller (t.v.) og Fredrik Sejer Jørgensen (t.h.) har fredag sat kursen mod Belgien og Nordsøen. Foto: Privatfoto

Mens mange danskere holder velfortjent sommerferie med afslapning, is og god mad, har Fredrik Sejer Jørgensen og Kenneth Ahm Møller valgt en noget anderledes ferie i år. 

Kammeraterne fra Aarhus har nemlig sat sig for at ro fra Nordsøen til Middelhavet i kajak. En tur på mere end 2.000 kilometer og ifølge dem en tur, som ingen tidligere har roet.

- Vi har snakket om det i to år, og hvad vi ved af, er der ingen, der før har roet hele vejen, så jeg tror, det bliver virkelig godt, siger Fredrik Sejer Jørgensen til TV2 Østjylland.

De to venner er lige nu på vej mod Oostende i Belgien, hvor turen starter, og derfra vil de i løbet af de næste to måneder ro ad floder og kanaler mod Cassis i Sydfrankrig, hvor turen slutter.

Venneparret vil ro 2.000 kilometer fra Nordsøen til Middelhavet gennem vandsystemer. / Foto: Privatfoto

Fredrik Sejer Jørgensen og Kenneth Ahm Møller er begge 28 år og kender hinanden fra Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole i Ry.

De var begge på skolens adventurelinje og har siden dyrket flere former for ekstremsport. Blandt andet ultraløb på op mod 100 kilometers distance, 18 timers adventure race med både løb og roning samt en "gåtur" om Mont Blanc på 170 kilometer. 

Derfor er de begge vant til at blive udfordret både fysisk og mentalt, og en 2000 kilometer lang tur i kajak er ikke noget, de frygter.

- Vi gør det for eventyret, og vi er ikke nervøse eller bange for, at det går galt, siger Fredrik Sejer Jørgensen

Mange udfordringer

Men selvom venneparret er godt forberedt og har trænet i kajak på både Norges floder og i Aarhus Å, så er der særligt én ting, de er spændte på.

For gennem den to måneder lange rejse kommer de til at møde flere udfordringer. Over 100 sluser, skjulte dæmninger og udfordrende terræn, og især én flod på over 800 kilometer får adrenalinen til at pumpe.

Fredrik Sejer Jørgensen og Kenneth Ahm Møller har blandt andet trænet at hejse kajakkerne og af vandet i Aarhus Å. Det kan nemlig blive nødvendigt, hvis de skal udenom en sluse på turen. / Foto: Privatfoto, Sailing Yolene/Instagram

Rhônen, der udspringer i Schweiz og munder ud i Middelhavet, er Frankrigs mest vandrige flod, og med en længde på over 800 kilometer er der mange steder, hvor det kan gå galt.

- Rhônen er kendt for at have meget strøm og være meget kraftig, så det er vigtigt, at vi er sikre på, hvor vi ligger, siger Fredrik Sejer Jørgensen.

Lige nu er store dele af Frankrig dog ramt af tørke, så det endnu uvist, hvor stor en udfordring floden bliver. Tørken kan også betyde, at de bliver nødt til at sejle ad omveje, og at rejsen derfor bliver længere end planlagt.

Tung last

Idéen til sejlturen opstod under en forlæsning på Aarhus Universitet. 

Her har Fredrik Sejer Jørgensen indtil for ganske nyligt studeret IT-produktudvikling, da blikket en dag faldt på de mange flod- og kanalsystemer, der ligger som et tyndt spindelvæv over Europa.

- Jeg kiggede på Google Maps og så, at man jo sagtens kan sejle fra Nordsøen til Middelhavet, og så spurgte jeg Kenneth, om han ville med, siger Fredrik Sejer Jørgensen. 

En af de sidste sejlture i Aarhus bugt inden afgang fredag. / Foto: Privatfoto

De to kammerater forventer at lande i Oostende i Belgien på søndag, og når turen begynder bliver det med en tung last i kajakkerne.

For der skal være plads til meget på en to måneder lang sejltur. Kajakkerne er blandt andet pakket med tøj, telt, overnatningsgrej, førstehjælpstaske og en oplader på solceller. Men særligt en ting er vigtig at have med, fortæller venneparret.

En vogn til at trække de 40 kilo tunge kajakker.

- Hvis vi skal op fra en flod og forbi en dæmning, er det virkelig vigtigt, at vi har vores vogne. Det bliver alt for hårdt, hvis vi skal slæbe kajakkerne flere kilometer, siger Fredrik Sejer Jørgensen.

Når turen om to måneder ender i Cassis i Sydfrankrig, venter der vennerne et par afslappende dage langs kysten, inden turen atter går mod Danmark. Dog ikke i kajak.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her