Ny fusionsklub i Aarhus: FC Vejlby
Fusion mellem VIK og Skovbakken har resulteret i FC Vejlby
Tirsdag aften blev det en realitet, at Aarhus har fået en ny storklub med navnet FC Vejlby, og det skete på baggrund af overvældende flertal i Vejlby IK og Skovbakken.
På den ekstraordinære generalforsamling hos Vejlby IK stemte 67 ja til en fusion, to stemte nej og en undlod at stemme, mens der hos Skovbakken var 68, der bakkede op om en fusion, og tre stemte imod.
FC Vejlby er en klub, der skal favne både eliten og bredden, og medlemstallet stryger op på omkring 1.000.
- Den volumen gør, at vi får bedre mulighed for at løse udfordringer som for eksempel krav fra DBU, kommunale krav og kontingentindkrævning. Man skal være i stand til at samarbejde med mange parter, og det kan vi i højere grad gøre med en stærkere besætning, fortæller Leif Gjørtz Christensen, der bliver formand for fusionsklubben, til tv2oj.dk.
Fremad uddelte øretæver til Skovbakken
Fusionen har været undervejs i et års tid, og det kan være et ømtåleligt emne for nogen, men det er gået relativt smertefrit for folkene bag FC Vejlby.
- Det skyldes til dels, at tiderne skifter, og mange kan se, at vi skal være stærkere for at løfte opgaverne. Vi har haft to ekstraordinære generalforsamlinger, og der var flere, som stillede spørgsmålstegn ved den første, men siden har vi haft en rigtig god dialog, fortæller Leif Gjørtz Christensen.
Det begyndte med 15 forslag til klubnavnet, men siden blev forslagene kogt ned, og til sidst var FC Vejlby en realitet.
- Jeg tager blandt andet navnet som udtryk for, at et flertal ikke synes, vi skal drukne i mængden af Aarhus-navne, lyder det fra Leif Gjørtz Christensen.
Fusionen træder i kraft med virkning fra den 1. juli 2016.