To nye posthuse i Aarhus: - Det giver flere kunder
Den stigende handel på internettet har fået PostNord til at åbne to nye posthuse i Aarhus
Carl-Magnus Christiansen er studerende og en flittig bruger af internethandel.
- Det er alt lige fra dagligvarer til underholdning. Ting til hjemmet, fortæller han.
Minimum én gang om ugen bliver der klikket rundt og bestilt en ny.
- Jeg vil gerne have min pakke hurtigt og billigt, siger Carl-Magnus Christiansen.
Nu bliver det lettere for Carl-Magnus hurtigt at få sin pakke, hvis det er PostNord der skal levere.
Nummer 39 og 40
Det er ikke mange år siden, at posthusene lukkede på stribe. Men nu viser den modsatte tendens sig. PostNord har åbnet to nye steder, hvor man fremover kan hente post.
- Jeg åbner nummer 39 og nummer 40 her i Aarhus, fortæller Lene Torstensson, som er distriktschef i PostNord.
Der er tryk på internethandlen, og det er den direkte årsag til, at PostNord har åbnet de nye udleveringssteder i Dagli´ Brugsen i Skødstrup og i Føtex i Ceres Byen i Aarhus.
- Vi er inde i en rivende udvikling, nethandlen eksploderer jo. Vi vil gerne være med fremme, så kunderne har flere muligheder for at komme og hente deres pakker. siger Lene Torstensson.
I alt 100 nye steder
Antallet af steder, hvor man kan hente sine pakker vil PostNord øge i hele landet med i alt 100 nye poststeder. Det vil betyde at udleveringssteder, som er bemandede og pakkebokse vil komme op på 1550.
PostNord er i gang med en stor spareplan, men hvor færre sender breve, så er stigningen i pakkepost markant. Og her vil PostNord også fortsat være en stor spiller.
- Med de vækstrater vi ser i e-handlen, vil antallet af pakker, der skal på hylderne på posthusene, være fordoblet i løbet af få år, fortæller Helle Nielsen, chef for posthuse i PostNord i en pressemeddelelse.
Stederne har det tilfælles, at det er butikker, som har åbent alle ugens dage fra morgen til aften.
- Vi vil gerne være der, hvor der er åbent i lang tid, siger Lene Torstensson, distriktschef i PostNord.
Flere kunder i butikken
For uddeleren i Skødstrup er det klart en fordel, at PostNord nu også åbner for pakkepost, hvor man tidligere kun havde GLS. Jo flere pakkeudbydere, jo flere kunder.
- Det er klart, det giver flere kunder, det giver en øget aktivitet i og omkring butikken, siger Per Juul Hermansen, uddeler, Dagli´ Brugsen, Skødstrup.
Samtidig gør det også noget for positionen i lokalsamfundet, fortæller han.
- For lokalsamfundet er vi også samlingspunkt, da vi tager de ting ind, som før var spredt rundt omkring, siger Per Juul Hermansen.
Næste pakke er allerede klar
Carl-Magnus Christiansen når næsten ikke ud af butikken med sin seneste bestilte pakke, før tankerne allerede kredser om den næste, der skal bestilles derhjemmefra.
- Jeg planlægger at købe nogle Magic kort, fordi, det er et spil, jeg begynder at spille meget med mine medstuderende, fortæller han.
For ham er det klart en fordel, at han nu kan hente flere af pakkerne her i den lokale brugs.
- Det bliver meget nemmere at handle på internettet også fra flere forhandlere. Lige meget hvem de sender det med, så kan jeg hente det ét sted, siger Carl-Magnus Christiansen.