Nyt cykelløb sætter fokus på sikkerhed
Grand Prix Aarhus bliver med professionelt setup
De fleste har set billeder af ryttere, der må i asfalten, fordi en bil, tilskuer eller en helle er kommet i vejen. Men nu har Aarhus Motion skabt et cykelløb med professionelt setup - løbet kommer til at hedde Grand Prix Aarhus.
- Vi har sat os for at lave et motionsløb, hvor sikkerheden er i fokus. Det indebærer blandt andet, at skiltningen og sikkerheden i løbet vil være i top. Vi har flagposter ude på ruten til at vise vej, ligesom vi har race marshalls på motorcykler, der guider rytterne sikkert rundt, siger løbsansvarlig Thomas Glud.
1500 løbere og walkere trodsede mudder, blæst og regn
Løbet henvender sig til cykelmotionister, der ønsker at få en idé om, hvad det vil sige at være professionel cykelrytter.
- Der vil være følgebiler og mekanikere med rundt på ruten, så rytterne har mulighed for at få hjælp ved mekaniske problemer, og som løbets bagtrop vil der være et fejeblad, der sikrer, at alle ryttere kommer sikkert i mål. Vi har lavet et professionelt setup hele vejen rundt, både hvad angår sikkerhed, vejvisning og mekanikerhjælp, lyder det fra Thomas Glud.
Løbet afvikles 13. august i Aarhus, og strækker sig over 100 kilometer. Der er plads til 500 deltagere.