Pablo-tyve farvede hunden: Nu skal han sove indenfor
Landets nok mest kendte narkohund Pablo fra Aarhus er hjemme igen, og han skal formentlig nu ikke længere overnatte udenfor i hundegård
De to unge mænd, der er anholdt for tyveri af narkohunden Pablo, har forsøgt at camouflere hunden ved at farve den med hårfarve af en art, så den nu har fået et nærmest blåligt skær. Samtidig har de skåret hundens chip væk. Det oplyser sektionschef hos Air Force Training Center i Karup til TV2 ØSTJYLLAND.
- Michael (Pablos ejer, red.) var forbi med Pablo her ti morgen, og den har det fint efter omstændigheder. Den logrer stadig med halen, men er naturligvis meget kontaktsøgende over for sin ejer, siger Heine Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Sektionschefen kan dog berette om en lidt anderledes udseende hund nu, end da den blev taget fra sin hundegård natten til torsdag.
- Tyvene har farvet Pablo med mørk hårfarve, så han er blevet lidt blålig og mørkere i pelsen. Samtidig har de skåret chippen væk i ham, fortæller Heine Andersen.
Mandag morgen var narkohunden til dyrlæge, og herfra lød meldingen, at den er frisk nok til igen at indgå i arbejdet hos Forsvaret som specieltrænet patrulje- og narkohund. Det er dog sikkert, at Pablo ikke igen skal overnatte i hundegården i ejeren Michael Johansens have i det nordlige Aarhus.
- Enten skal han være her ved hundetræningscentret i Karup, eller så skal han sove indenfor hos Michael. Jeg har ikke hørt noget om, at vi skal have ham her, så det sidste er nok mest sandsynligt, siger Heine Andersen.