Sigtet for sexovergreb mod fireårig: Skal blive bag tremmer
En 33-årig mand, der er sigtet for at have bortført og udsat fireårig pige for sexovergreb, har fået forlænget sin varetægtsfængsling
En 33-årig mand, der er sigtet for at have bortført en fireårig pige fra en børnehave og udsat hende for sexovergreb, skal blive bag tremmer.
Torsdag er fængslingen blevet forlænget frem til den 10. august, oplyser Østjyllands Politi.
Manden har siddet varetægtsfængslet de seneste fire uger.
Manden er sigtet for onsdag den 14. juni at have løftet pigen over hegnet ved Børnehuset Snogebæksvej i Aarhus og kørt hende til en adresse på Trillegårdsvej, hvor han ifølge sigtelsen udsatte hende for forskellige former for sexovergreb.
Pigen blev efter en times tid kørt tibage til Børnehuset Snogebæksvej.
Da den 33-årige var i grundlovsforhør den 15. juni, nægtede han sig skyldig.