Storcenter på 'kastrofekurs' solgt
City Vest i Brabrand er blevet solgt til entreprenørvirksomheden A. Enggaard.
City Vest er blevet solgt. Det er Danske Shoppingcentre, der sælger shoppingcentret i det vestlige Aarhus til A. Enggaard.
Virksomheden vil med købet bidrage yderligere til udviklingen af Gellerupområdet, oplyser de i en pressemeddelelse.
A. Enggaard ser City Vest som en væsentlig del af udviklingen i Gellerup.
- Vi er meget glade for at have indgået en aftale om køb af City Vest, der i kraft af sin placering, butikker og historie rummer et stort potentiale i relation til udviklingen af bydelen, der for alvor tager form og fart i disse år. Vores store engagement i bydelen og gode samarbejde med blandt andre kommunen og Brabrand Boligforening giver os gode vilkår for i tråd med den visionære helhedsplan for området netop at tænke i helheder, der tilgodeser både City Vest, Gellerup og ikke mindst Aarhus, siger afdelingschef i A. Enggaard Jens Skinnebach.
'På katastrofekurs'
A. Enggaard oplyser, at overdragelsen af City Vest ikke påvirker den nuværende drift af City Vest, der i 1972 blev Jyllands første overdækkede storcenter. Det er samtidig et af landets første af sin slags.
Centret har længe kæmpet med tomme butikslokaler. I november kunne vi på TV2 ØSTJYLLAND fortælle, at 40 ud af 65 lejemål står tomme.
Udsigterne for bedre tider så mørk ud, lød vurderingen fra detailhandelsekspert Bruno Christensen.
- Centret er på en katastrofekurs. Det har det været gennem nogle år, og min vurdering er, at det er nået helt ud til afgrunden, hvor det ikke står til at redde, sagde han for cirka en måned siden.
A. Enggaard vil bruge de kommende måneder på at lave en udviklingsplan for City Vests fremtid.