Tusindvis af huse i fare: Skal pumpe 700 liter væk i sekundet
Vandet står højt, rigtig højt, og vejrudsigten siger regn. Aarhus Kommune forbereder sig til mere vand i weekenden.
Østjyllands Brandvæsen, Beredskabsstyrelsen og Aarhus Kommune er begyndt at gøre klar til weekendens kamp mod vandmasserne.
Spørgsmålet er ikke, om der kommer mere vand. Spørgsmålet er, om man kan undgå store oversvømmelser.
- Vandstandene står meget højt allerede. Så de næste 20 millimeter, der kommer i weekenden, er det, der kan oversvømme folks haver, og det kan presse vores renseanlæg og skabe de her oversvømmelser, siger afdelingschef for Vand og Natur i Aarhus Kommune, Simon Grünfeld, til TV2 Østjylland.
Et vigtigt våben i kampen er store pumper, der allerede fredag begyndt at pumpe vand væk fra Egåen, så den er klar til, at det begynder at regne natten til søndag. Op mod 20 millimeter regn er der udsigt til.
- Får vi ikke sænket vandstanden, og kommer der mere regn end ventet, så har vi mange tusinde husstande, der bliver oversvømmet, siger Simon Grünfeld.
Myndighederne vurderer, at Egåen er det mest kritiske sted lige nu. Pumperne kan opsuge 700 liter i sekundet. De skal sænke vandstanden i Egåen, så der er plads til nyt vand fra oven.
- Det er dem, der kan hjælpe os med at sænke vandstanden i Egåen. Så vi har en buffer til, når det begynder at regne, siger Simon Grünfeld.
Worst case sker ikke
I værste fald vil tusindvis af husstande omkring Egåen blive oversvømmet, men så galt går det næppe.
- Det er ikke det scenarie, vi kigger ind i, fordi vi proaktivt er i gang med at få pumpet vandet ned, siger Simon Grünfeld.
Åløbene i kommunen er i forvejen fyldt til bristepunktet efter det kraftige regnvejr natten til onsdag. Det betyder, at en række veje i kommunen allerede er spærret på grund af vand på kørebanen.
Kommunen tilbyder også borgere, at de kan hente sandsække på genbrugsstationerne i kommunen. Der er desuden lagt 12 tons sand ud på hver genbrugsstation, som borgere gratis kan tage med hjem for at forsøge at bremse vandet, hvis man bor et udsat sted.
Der er nemlig ingen, der kan garantere, at alle husstande går fri for oversvømmelser.
- Der kan være borgere, der oplever vand i deres haver og kældre. Dræn og drænrør kan ikke aflede alt vandet, så langt væk fra de her åsystemer kan man faktisk få vand i sin have og hus, når det regner, siger Simon Grünfeld, afdelingschef for Vand og Natur i Aarhus Kommune.