Vil du have solceller? Se her, hvor meget du kan spare
Aarhus Kommune har lanceret en hjemmeside, hvor man kan se, hvad man kan spare, hvis man vil have solceller på taget.
Der kan være penge at spare for dig.
Og du kan finde ud af det nu.
I en pressemeddelelse har Aarhus Kommune præsenteret et nyt tiltag, hvor man kan se, hvor meget strøm solceller vil kunne producere på lige præcis dit tag.
Det skal ifølge kommunen hjælpe til "måske at vælge en mere bæredygtig energikilde".
- Vi har et ambitiøst klimamål i Aarhus Kommune om at være CO2-neutrale i 2030. Hvis vi skal nå i mål med det, er det vigtigt, at vi gør det lettere for aarhusianere at træffe klimavenlige valg. Vi ligger inde med en masse data om bygningerne i Aarhus, som grundejerforeninger, boligforeninger, den enkelte aarhusianer og virksomheder naturligvis skal drage nytte af, siger Nicolai Bang, rådmand for Teknik og Miljø.
Hjemmesiden er et tiltag fra et klimaforlig, der blev indgået tidligere på året. Med en søgning på ens adresse i Aarhus Kommune vises potentialet for solceller på den enkelte bygning.
- Der er omkring 140.000 bygninger i Aarhus Kommune, og cirka 5000 af dem har solceller. Potentialet for flere solceller i Aarhus er altså stort. Den nye hjemmeside skal give et lille skub til de aarhusianere, der måske allerede overvejer solceller, siger Søren Peter Sørensen, projektleder hos Teknik og Miljø.
Du kan besøge hjemmesiden her.