Årets Østjyde hyldet: Fantastisk oplevelse
Jann Lund fra Tilst blev hyldet med fest og musik
Mekanikeren Jann Lund fra Tilst vandt titlen som Årets Østjyde 2016, og her til aften blev han hædret med en fest.
Musikeren Thomas Buttenschøn spillede og tryllekunstner Jesper Grønkjær underholdte, da Jann Lund blev hyldet.
- Det er en fantastisk oplevelse at få lov at være her i aften med underholdning og musik, og jeg har min familie og mine venner med, og ikke nok med det er jeg Årets Østjyde 2016, så det er helt fantastisk, siger han.
Også rådmand Bünyamin Simsek (V) fra Aarhus Kommune var med.
- Jeg blev virkelig glad, da han fik titlen, for han har fortjent det så mange gange, at få den her anerkendelse, siger han.
Jann Lund er en rigtig ildsjæl, der udover at være engageret i sit arbejde også er en af ’Natteravnene’ og i øvrigt er skolebestyrelsesformand på Tilst Skole, hvor rektor har kaldt ham ’indbegrebet af en mønsterbryder’.
Se mere fra festen i videoen øverst i artiklen.