14 mænd dømt for groft overfald og kidnapning
14 mænd er tirsdag dømt i en sag om kidnapning og vold.
16. januar blev 14 mænd fra 19 til 33 år anholdt efter et overfald i Gellerup, hvor tre mænd blev udsat for vold og kidnapning.
Da politiet ankom til stedet, flygtede tre biler, som først blev standset efter en længere biljagt.
Én bil blev standset i Tilst med fire mænd i, mens 10 andre blev standset og anholdt på motorvejen ved Vejle.
Politiet var nødt til at afspærre motorvejen i en periode for at bringe bilerne til standsning.
Ved anholdelsen fandt politiet to personer, som var blevet frihedsberøvet af de anholdte, oplyste politiet tilbage i januar.
- På nuværende tidspunkt er det politiets opfattelse, at der er tale om en isoleret hændelse mellem to bandegrupperinger, og at det bunder i en personlig strid, lød det fra politiinspektør Michael Kjeldgaard i januar.
Tirsdag faldt der dom i sagen mod de 14 anholdte, der tilsammen er idømt mere end 20 års fængsel.
Læs også:
Straffene ligger på ubetinget fængsel mellem ni måneder og op til tre år og ni måneders fængsel, oplyser Østjyllands Politi.
Én af mændene blev udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år, og en anden fik en advarsel om udvisning.
Ni af de 14 blev dømt efter den såkaldte bandeparagraf, da de har relationer til en bandegruppering, og retten vurderede, at overfaldet og frihedsberøvelsen mod de tre forurettede var en del af en konflikt mellem de to kriminelle grupperinger NNV fra Københavns Nordvestkvarter og Brabrandgruppen i Aarhus.
De ni blev foruden fængselsstraf også idømt opholdsforbud, så de ikke må opholde sig i Aarhus Kommune i tre år.
Fem af de 14 blev frifundet for at have forbrudt sig mod bestemmelserne i bandeparagraffen.
Dommen glæder specialanklager Jesper Rubow.
- Der er tale om et groft og voldsomt overfald, og jeg er tilfreds med, at de tiltalte samlet set blev idømt over 20 års fængsel for dét, flere af dem selv kaldte for en hyggetur til Aarhus. Jeg er samtidigt tilfreds med, at flertallet af de tiltalte blev dømt efter bandeparagraffen, som var medvirkende til, at deres straf blev skærpet, udtaler han i en pressemeddelelse.
To af de dømte modtog dommen, en ankede og 11 har taget betænkningstid i forhold til at anke.