Ægtepar laver kunst med motorsave: - Det er så afstressende
Motorsavskunst trak fulde huse i Ulstrup i denne weekend. Flere hundrede var forbi festivalen for at se kunstnere lave værker med det voldsomme redskab.
Ved synet af en motorsav ledes tankerne måske oftere hen på træfældning og groft havearbejde end kunst. Men ikke desto mindre var motorsaven netop redskabet bag al kunsten på festivalen Carving by the Castle her i weekenden.
Ulstrup Slot dannede rammen om en lang række kunstværker, som i løbet af weekenden blev skabt af træstammer med motorsave af kunstnere fra Danmark og Tyskland.
Blandt kunstnerne var ægteparret Margrethe Stouby Petersen og Niels Ejnar Petersen, som begge svingede motorsavene for at forvandle træstammer til skulpturer.
Afstressende motorsav
Oprindeligt var motorsavsskulpturer kun mandens hobby, men da børnene var flyttet hjemmefra, fik Margrethe også smag for det brummende værktøj.
- Jeg fandt ud af, at det er enormt afstressende at stå med sådan en motorsav i hånden. Man glemmer alt andet omkring sig, og man kan ikke rigtig andet end at koncentrere sig om at arbejde med den motorsav, fordi den jo er et farligt redskab, forklarer hun til TV2 ØSTJYLLAND.
- Det bliver til noget, når man står med en motorsav end når man skal strikke en trøje. Det kan godt tage lang tid, griner hun.
Saver sammen
Margrethe Stouby Petersens mand, Niels Ejnar Petersen, var i første omgang noget overrasket, da hun meddelte, at hun også ville til at lave motorsavskunst.
- Hun havde i mange år sagt, at det var rigeligt med én i familien, der lavede det, fortæller Niels Ejnar Petersen.
Men nu er han glad for, at Margrethe har fået samme interesse.
- Når min hobby fylder så meget, at det også er en halv levevej, så bruger jeg oceaner af tid på det. Så er det fedt, at vi kan gøre noget sammen, smiler han.
Velbesøgt festival
Ægtefællerne fik i løbet af weekenden kreeret en skorpion og en bamse, som de mange besøgende kunne nyde synet af.
For festivalen var velbesøgt. Flere hundrede besøgende trodsede weekendens regn og rusk og tog ud til slottet for at se de 20 kunstnere forvandler stammerne til kunstværker.
Værkerne blev efter festivalen solgt på en auktion. Pengene skal finansiere næste års festival.