Helles jobcenterforløb vil mislykkes med 99,9 procents sandsynlighed – alligevel fortsætter de

Helle Thygesen står i sit bryggers og flytter lidt tøj fra vaskemaskinen videre over i tørretumbleren og putter en bunke beskidt tøj i vaskemaskinen. Det er en af de opgaver, hun forsøger at klare i hjemmet, men en ellers simpel opgave kan hurtigt blive for meget for hende.

En række psykiske diagnoser kæmper en evig kamp i hendes hoved, og hun er derfor ikke på arbejdsmarkedet. Det ville hun ellers gerne, og jobcentret gør også, hvad de kan for at få hende i arbejde. Det har de gjort i syv år.

Når vi taler om det, har Helle Thygesen svært ved at færdiggøre sine sætninger, inden gråden banker på.

- Det er frustrerende, for jeg kunne godt tænke mig at være, siger hun, inden stemmen forsvinder, og hun peger ud gennem ruden i bryggersdøren.

Være ude på arbejdsmarkedet. Ude blandt andre mennesker. Men sådan er livet ikke længere for Helle Thygesen, der snart bliver 42 år. Indenfor hjemmets fire vægge er der, hvor hun har det bedst.

Og selv her kan det være et problem at rejse sig fra sofaen og hente en kop kaffe. Hjernen vil for mange ting og ingenting på samme tid.

- Man føler hurtigt et mindreværd. Jeg har det stadigvæk svært ved, at jeg ikke synes, jeg trækker min del af læsset i form af at være voksen i en familie, siger hun.

En familie, der består af Helle, hendes mand, Klaus, og deres to fælles børn på 10 og 14 år samt en hund og en kat.

Og så er der Jobcenter Favrskov. En konstant del af Helles liv de seneste syv år. Egentlig burde det forløb være slut - det mener hun selv og de lægefaglige eksperter, der har udtalt sig i hendes sag. Men sådan er det ikke.

De 99,9 procent

Den 5. oktober 2021 er Helle til møde på jobcentret sammen med sin mand. Begge er de af den overbevisning, at det nok er ved at være det sidste møde, de skal til.

På bordet ligger der nemlig det, der hedder en arbejdsmarkedsrettet psykologisk undersøgelse.

Det er en rapport, jobcentret har bestilt hos en specialpsykolog, der har undersøgt Helle for at klarlægge eventuelle skånebehov og behandlingsmuligheder.

Hen over de 11 sider rapporten fylder, fortæller specialpsykologen om undersøgelsen og konkluderer blandt andet, at Helle er i den bedst mulige medicinske behandling, og at der ikke er uafprøvede behandlingsmæssige tiltag.

”Hovedproblemstillingen ligger således i den manglende stabilitet, som er et grundvilkår i HTs beskrevne lidelser,” skriver specialpsykologen blandt andet.

Udover de 11 sider er der også en side med et ekstra telefonnotat. Sagsbehandleren har nemlig haft ringet til specialpsykologen for at få udpenslet, hvad rapporten rent faktisk betyder for Helles fremtid.

Her er han refereret for at sige, ”at det mest realistiske er, at borger ikke kommer til at fungere på arbejdsmarkedet. Specialpsykologen er 99,9 pct sikker på, at en ny afklaring vil mislykkes.”

Samtidig ligger der en gammel lægeattest fra Helles praktiserende læge, der skriver, at ”det virker håbløst for hende at arbejde, når funktionsevnen kun rækker til de få timers arbejde og intet andet den dag.”

Men sådan ser kommunen det ikke. De bliver i stedet enige om, at der er realistiske muligheder for at udvikle Helle Thygesens arbejdsevne. Derfor bliver hun tilkendt et toårigt ressourceforløb.

Helle og Klaus er i chok.

- Det er frustrerende. Når det som i min situation er det psykiske helbred, som gør, at jeg ikke kan arbejde, kan jeg ikke forstå, hvordan de kan tilsidesætte de vurderinger og konklusioner, eksperterne er kommet frem til, siger Helle.

Begge er de enige om, at systemet bør laves om. Vurderinger fra læger og psykologer bør ikke blot være et delelement i sagen, men have afgørende betydning.

- De leger med folks liv, konstaterer Klaus.

Lidelserne er gået i arv

Helle Thygesen lider af bipolar affektiv sindslidelse type 2 (det, man tidligere kaldte maniodepressiv), ADD og angst. Samtidig kæmper hun jævnligt med depression og stress.

Den bipolare sindslidelse er fortrinsvis depressiv, men i en tilstand, hvor Helles humør kan skifte mellem det depressive og det hyperaktive fra time til time – minut til minut.

- Hvis man er sammen med andre, har jeg meget svært ved at lukke dem ude og koncentrere mig om det, jeg skal. I løbet af meget kort tid har jeg ikke mere at give af – og det er ret frustrerende.

Tilstanden er ikke kommet ud af den blå luft. Faktisk er den gået i arv. Både Helles far og farfar kæmpede med de samme problemer.

- Min mormor ordnede alt derhjemme, fordi min farfar kunne ligge dagevis i sin seng. Sådan ordnede man det dengang, siger Helle.

Helle kan end ikke huske hans stemme. Han sad typisk i sin stol, så muggen ud og kunne måske fremstamme et kort og bestemt "hmm."

For Helles far betød diagnosen, at han havde et tumultarisk arbejdsliv og lange perioder, hvor han lå i sin seng med det, børnene fik at vide var migræne. Det tumultariske arbejdsliv har Helle arvet på lige fod med diagnosen.

Hun er uddannet skovarbejder, grafisk kunstner og SOSU-hjælper, men har aldrig haft et stabilt arbejde. Hun overbruger hurtigt sig selv, bliver stresset, hvilket medfører depressive symptomer, og så slutter den ansættelse.

Derfor har Jobcenter Favrskov i løbet af det syv år lange forløb også forsøgt med diverse skånehensyn for at bringe Helle tættere på arbejdsmarkedet. Hun har blandt andet været i praktik ved Serviceholdet, der er kommunens eget tilbud.

Her mødte Helle op to gange om ugen til to timers arbejde inklusiv transport frem og tilbage.

- Vi så på dagsformen, når jeg kom. Så kunne det være, jeg bare skulle gå en tur eller måske kløve noget brænde på maskine, så længe jeg nu kunne holde til det.

Men også det blev for meget for Helle.

- Det kan jo ikke blive mere skånsomt end det, så det er et godt billede af, hvor lidt jeg skulle lave og alligevel ikke formåede, siger hun.

Når du heller ikke synes, det er fedt at sidde derhjemme, er det så vigtigt at prøve forskellige praktikker og se, om der er noget, du kan?

- Problemet er bare, at jeg bliver værre og værre, hver gang jeg bliver sendt ud i noget. Min psykiske tilstand bliver dårligere, og jeg udtrættes hurtigere, siger hun.

Et spejl i mørke

Læser man i de mange hundrede sider i Helles sag, er der et ord, der går igen, når hun bliver beskrevet. Pligtopfyldende.

En egenskab der nu bider hende i halen, da hun har svært ved at stoppe, selvom hun er på vej ud over kanten.

- Jeg tror aldrig, jeg har stillet spørgsmålstegn ved, hvad der er blevet stillet af krav. Jeg gør, hvad der bliver sagt, og har man en opgave, løser man den. Det er sådan, jeg er opdraget, siger hun.

Den indre kamp, er derfor også stor, når Helle igen har brugt en hel dag i sofaen på en af sine dårlige dage. Eller måske har hun sat 1.000 ting i gang i hjemmet, som hun ikke kan fuldføre, så det hele står til Klaus, når han kommer hjem fra arbejde.

- Doven er nok det værste, du kan kalde mig. Samtidig er det svært at overbevise sig selv om, at man ikke er doven, når man ligger på sofaen og ser noget hjernedødt i TV, forklarer Helle.

Som hun selv siger, er listen over ting hun ikke får gjort så lang, at det er bedst slet ikke at begynde på den. Den slags skader hendes selvbillede.

Derfor ringer alarmen på hendes telefon også hver dag, så hun kan nå at få rejst sig fra sofaen, inden børnene kommer hjem fra skole. Det skal ikke være det første, de ser.

Den indre kamp er også blevet en ydre kamp. I løbet af de seneste fem år har Helle taget 25 kilo på, selvom hun aldrig før har været overvægtig. Medicinen er en medvirkende faktor, men samtidig har hun en sød tand og en tendens til at trøstespise slik og junkfood på grund af det lange forløb.

- Selvom det er en psykisk sygdom, har det også fysiske følger.

Nu har hun svært ved at genkende sig selv. Være tilpas i sin egen krop. Går hun forbi et spejl, slukker hun lyset inden.

- Jeg skal lære at acceptere mig selv på ny. På et tidspunkt må jeg også indse, at jeg skal lade være med at håbe på, at det bliver som før. Men det er svært at acceptere sig selv, siger hun.

Fremtiden

Hvad fremtiden bringer for Helle afhænger, af hvad Jobcentret finder på.

Siden hun i oktober 2021 blev tilkendt et ressourceforløb, har det ikke været muligt at igangsætte nogen af de beskæftigelsesrettede tiltag, kommunen planlagde.

Familien klagede over kommunens beslutning, men Ankestyrelsen gav kommunen medhold. Den eneste kritik, de fik, var fordi de ikke havde indhentet en ny lægeattest ved Helles egen læge. Ankestyrelsen mente dog ikke, det var nok til at ændre på afgørelsen.

Siden har Helles egen læge blandt andet haft en samtale med sagsbehandleren. Her er lægen refereret for at sige, at hun er ”uforstående overfor, at jobcentret ikke anerkender de mange eksperter, der har givet en udtalelse i sagen, og som har beskrevet, at Helle ingen arbejdsevne har og ej heller får det, og at hun ikke er i stand til at deltage i indsatser.”

”Egen læge italesætter, at hun har kendt Helle i 4 år, og at Helle er lægehusets absolut dårligste patient, og at hun er uforstående over, hvorfor andre af hendes patienter, der slet ikke er så dårlige som Helle, så kan få en førtidspension.”

Og nu er der måske lysere tider på vej. I august, kort tid efter familien på TV2 ØSTJYLLANDs anmodning bad om fuld aktindsigt i sagen, dumpede der en ny besked ind i Helles indbakke.

Sagsbehandleren har haft Helles sag med på et internt møde, da hun ”har meget svært ved at se, hvordan det skal kunne lade sig gøre at iværksætte en beskæftigelsesrettet indsats.” Samtidig informerer hun om, at Helle pr. dags dato er afsluttet ved den sociale indsats, da de vurderer, at Helle er for dårlig til at indgå i en indsats hos dem.

Derfor skal Helles sag på ny for et rehabiliteringsteam, der har mulighed for at indstille hende til førtidspension. Eller måske endnu et forløb, der skal få hende ud på arbejdsmarkedet.

- En førtidspension vil betyde, at jeg kan få noget ro og begynde at bygge mig selv lidt op igen, siger Helle, uden hun tør håbe på noget som helst.

- Jeg bliver peptalket af min mand hver dag, så vi skal nok klare det, men jeg frygter det godt nok.