Voldsom brand i hus
Det var beboerne i huset, der selv fik slået alarm til brandvæsnet.
Torsdag morgen er 20 brandfolk i gang med at slukke en voldsom brand i et hus på Borgergade i Sall mellem Hammel og Thorsø.
- Der er ild i tagkonstruktionen. Det er en ret voldsom brand, siger Carsten Pedersen, operationschef ved Beredskab & Sikkerhed
Han fortæller, at samlet cirka 20 brandfolk fra fire stationer netop nu arbejder på stedet. Derudover er der også hidkaldt en redningskran fra Beredskabsstyrelsen, som de kan bruge til at tage tagkonstruktionen ned.
- Hele tagkonstruktionen er faldet sammen på huset. Det betyder også, at vi ikke kan komme ind i huset, men at vi kun kan arbejde udefra, siger operationschefen.
Brandvæsnet fik meldingen om branden kort før klokken 04.00 natten til torsdag. Det var husets beboere, der selv slog alarm.
Ifølge operationschefen er ingen personer kommet til skade.
Brandvæsnet forventer, at slukningsarbejdet vil vare et par timer endnu.
Torsdag morgen klokken 9.40 oplyser Østjyllands Politi, at brandvæsnet fortsat arbejder på stedet, og at det endnu er for tidligt at sige noget om brandårsagen.