Fisker frygter konkurs: - Hvis man stopper det her, er det slut
- Hvis vi havde et sundt havmiljø med ålegræs og ikke noget iltsvind, kunne havmiljøet ved Østjylland godt tåle en smule bundskrab hér og dér, siger havbiolog Stiig Markager.
Et nyt forslag om at stoppe muslingeskrab langs de østjyske kyster møder stor kritik fra en muslingefisker fra Horsens.
- Hvis vi bare skal stoppe uden at få noget hjælp til at stoppe, går vi bare konkurs, siger Stig Wittrup, der ejer Wittrup Seafood Horsens.
Reaktionen kommer, efter at syv kommuner - heraf seks østjyske - er gået sammen om en fælles strategi, der skal forbedre tilstanden i den østjyske del af Kattegat.
Havsamarbejdet, som de syv kommuner kalder strategien, indebærer blandt andet tre temamøder, hvor strategien præsenteres, og hvor borgerne inviteres til at give deres besyv med.
De syv kommuner ønsker blandt andet at reducere udledningen af næringsstoffer fra land, udpege beskyttede havområder og stoppe muslingeskrab på havbunden.
Men et stop for muslingeskrab vil betyde enden for Stig Wittrups virksomhed.
- Vi har en virksomhed, der lever af det her, og hvis man stopper det, er det slut, siger han til TV2 Østjylland.
Kan I ikke bare fiske efter noget andet?
- Nej. Muslingefiskeri er et lillebitte hjørne af dansk fiskeri, som er meget specialiseret, så vi kan ikke bare begynde at lave noget andet.
Havet er som en hjertepatient
Havbiolog Stiig Markager fortæller, at havet ved de østjyske kyster normalt ville kunne klare, at der blev bundskrabet efter muslinger, men lige nu er situationen kritisk for havmiljøet.
- Hvis vi havde et sundt havmiljø med ålegræs og ikke noget iltsvind, kunne havmiljøet ved Østjylland godt tåle en smule bundskrab hér og dér, siger han og uddyber:
- Men i øjeblikket er det (havet, red.) som en hjertepatient, der lige er vågnet fra en operation, som man vil have til at løbe et maraton. Det holder altså ikke. Man er nødt til at reducere alle de negative påvirkninger, der er af havet, siger han.
Ifølge Stiig Markager vil et stop for bundskrab have en betydning for havmiljøet, men de store effekter skal hentes ved at reducere udledningen af kvælstof fra landbruget.
Brug for hjælp
Stig Wittrup vil gerne ændre på den måde, de fisker efter muslinger, men det er en omstilling, der kræver hjælp.
- Vi har også nogle planer for, hvordan vi kunne lave vores fiskeri meget mindre bundberørende, men det kræver noget hjælp at komme derhen, siger han.
Norddjurs Kommunes borgmester, Kasper Bjerregaard (V), melder sig klar til at lytte til fiskerne. Han afviser dog at kompensere fiskerne økonomisk.
- Det tror jeg ikke, vi kan. Men vi vil meget gerne være med til at arbejde ind i, om der er andre måder, vi kan gøre det her på, siger han.
- Det er også derfor, det er vigtigt, at fiskerne er med, så vi hører deres stemme i det her, siger borgmesteren.
Parterne bag havsamarbejdet mødes næste gang 22. oktober i Aarhus, hvor borgmester Jakob Bundsgaard (S) også vil være til stede.