Ramt af lastbil: Kvinde hårdt kvæstet
En 60-årig kvinde er kommet alvorligt til skade og fløjet med lægehelikopter til Aarhus Universitetshospital efter påkørsel i Horsens.
Tirsdag formiddag er en 60-årig kvindelig cyklist blevet påkørt af en lastbil på Høegh Guldbergs Gade i Horsens.
Den 60-årige kvinde er ifølge Sydøstjyllands Politi kommet alvorligt til skade, og en lægehelikopter har fløjet hende til Aarhus Universitetshospital.
De pårørende er underrettet.
- Det er formentlig en højresvingsulykke, men det er vi ved at undersøge nærmere lige nu via blandt andet vidneforklaringer, siger vagtchef Torben Bind fra Sydøstjyllands Politi.
Spærret for trafik
Politiet fik meldingen om ulykken klokken 10.14. Og frem til middagstid har der været spærret for trafik ved ulykkesstedet.
- Vi har lige åbnet for trafikken igen, siger Torben Bind.
Ingen andre er kommet noget til i forbindelse med ulykken, men lastbilchaufføren er ifølge vagtchefen meget berørt af situationen.