Smitsom parasit i omløb: Nu advarer Julie andre hundeejere

En ubehagelig parasit er i omløb. En infektion med parasitten kan føre til diarre, feber og opkast, og smitter blandt andet gennem afføring.

Udgivet Opdateret
Smitte med parasitten 'giardia' er i omløb, og det ved Julie Lærke Baadsgaard Frænde fra Brædstrup, for hendes hund er smittet. Foto: Privatfoto

Egentlig troede Julie Lærke Baadsgaard Frænde fra Brædstrup bare, at hendes hund Buster havde spist et eller andet, han ikke burde have sat tænderne i, da han forleden fik dårlig mave.

- Han æder jo alt, hvad man kan finde. Kogler, pinde og alt muligt værre end det. 

Det skulle dog vise sig at være værre end som så, for efter et dyrelægebesøg med undersøgelse af Busters efterladenskaber stod det klart, at der er tale om en sygdom, som hundeejere helst vil være foruden.

Giardia, som sygdommen hedder, kan nemlig give diarre i forskellige niveauer, ildelugtende og lys afføring, blod i afføringen samt ændret appetit og vægttab.

- Og Busters er heldigvis i den milde grad – trods alt, siger Julie Lærke Baadsgaard Frænde, der dog til gengæld har fået sit hyr med at få gjort rent i hver en krog.

Sygdommen er nemlig ganske smitsom, og allerede nu har hun også efter dyrelægebesøg konstateret, at husstandens kat også er bærer af giardia uden dog at være syg.

- Han er bare sur over ikke at måtte komme ud, fortæller hunde- og katteejeren med det snart utroligt rene hjem.

Kan hunde smitte deres ejere?

Giardia lever i tarmen hos mennesker og de fleste husdyr.

Der er forskellige typer af giardia. Nogle smitter kun én dyreart, mens andre kan inficere flere forskellige dyrearter.

Nogle af giardia-typerne kan smitte både dyr og mennesker.

Har man et smittet husdyr med giardia, bør man holde en ekstra god hygiejne samt kontakte sin læge, hvis man selv får diarresymptomer.

Kilde: Netdyredoktor.dk

Hver en flade skal rengøres, og alt skal vaskes - som udgangspunkt på 60 grader. Det betyder dog ikke, at smitten helt forsvinder, for den er svær helt at få bugt med, ligesom hund og kat resten af livet vil være disponeret for sygdommen, fortæller dyreejeren.

Buster er en golden retriever-hvalp på seks måneder.

- Derfor er han i ekstra høj fare for smitte, fordi hans immunforsvar ikke er helt udviklet, siger ejeren, der de kommende dage skal behandle både hund og kat med en pillekur.

- Buster skal have tre store piller proppet ned i løbet af dagen, og det er han med på, så længe de er gemt væk i noget flødeost. Det er værre med katten, for han skal have halvanden pille, og de er lige så store, siger Julie Lærke Baadsgaard Frænde.

Advarer andre hundeejere

For at gøre andre opmærksomme på risikoen for, at der kan være spredt giardiasmitte i og omkring Brædstrup, har hun lavet et facebookopslag, hvor hun advarer andre hundeejere om at være opmærksomme på sygdomstegn hos deres dyr.

Parasitten udskilles gennem afføringen. Den overføres til andre hunde gennem direkte kontakt med afføringen, eller hvis parasitten er overført til andre miljøer - for eksempel vandhuller eller andre overflader.

Det kan være svært at slippe af med giardia igen, da virussen ifølge Netdyredoktor kan overleve i flere måneder, specielt under fugtige og kølige forhold.

Fra en hund smittes, til der ses symptomer, kan der gå fra fem til 12 dage.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her