Stort ammoniakudslip i fjord - selskab er politianmeldt
Op mod 25.000 liter vand opblandet med ammoniak kan være sluppet ud i Horsens Fjord for tre uger siden.
Miljøstyrelsen har politianmeldt Fjernvarme Horsens A/S efter et ammoniakudslip i Horsens Fjord 25. september.
Det oplyser styrelsen i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Miljøstyrelsen har tidligere anslået, at op mod 25.000 liter vand opblandet med ammoniak løb ud i fjorden.
Udslippet skete fra en vandtank, som tilhører fjernvarmeselskabet. Kemikaliet slap ud i fjorden igennem en kloakledning.
Ammoniak er et giftigt kemikalie, som kan være skadelig for dyr og planter. Kemikaliet anvendes blandt andet til køling og til fremstilling af gødning.
Menneskelig fejl
Selskabet har tidligere forklaret, hvordan det, der er blevet beskrevet for en menneskelig fejl, kan ende så galt.
Ifølge Fjernvarme Horsens er udslippet sket under en flytning af ammoniakvand fra en større til en mindre tank. Her skete der ifølge energichefen, Martin Gram Schmidt Jensen, en række akutte fejl på værkets affaldskedler.
- Disse hændelser fjernede kontrolrumsmedarbejdernes fokus på opfyldningen af biomasseværkets ammoniakvandstank, som blev overfyldt, hvilket forårsagede udslippet, har han tidligere udtalt i en pressemeddelelse.
Der var allerede installeret et spildkar til at håndtere eventuelle overløb fra overflydninger, men det var ikke stort nok til at kunne håndtere mængderne denne aften.
Derfor endte 25 kubikmeter ammoniakvand med at løbe i et regnvandsafløb og videre ud i fjorden.
Styrelse indskærper
Fjernvarme Horsens A/S har ifølge Miljøstyrelsen indført en ny procedure efter udslippet. Den betyder, at risikoen for flere udslip er minimal.
Samtidig har Miljøstyrelsen indskærpet, at der var dele af anlægget, som skulle ændres.