Konfirmand: - Vigtigst, at jeg selv synes, jeg ser godt ud
Tøjet ligger i toppen af listen, når det kommer til spørgsmålet om, hvad der er vigtigst for konfirmanderne
Inden længe bliver det nyeste kuld af konfirmander udklækket, og særligt én ting er vigtig for de unge forud for - og på - deres store dag:
At tøjet er det helt rigtige.
- Når det er sådan en speciel dag, så må man gerne tænke: "Ej, jeg var så glad, fordi jeg følte mig så flot," siger Frida Buhl Jensen.
Tøjet behøver ikke at være dyrt
I gennemsnit bruger hver konfirmand 2910 kroner på tøj og sko til sin konfirmation. Det viser nye tal, som Nordea har fået lavet af Gallup.
Men ifølge flere af de kommende konfirmander på Lisbjergskolen nord for Aarhus behøver tøjet nødvendigvis ikke at koste meget for at være det rigtige.
- Det skal selvfølgelig være fint, fordi det er en speciel dag, men jeg skal bare konfirmeres i noget, jeg kan lide. Prisen har ingen betydning, siger Malthe Brøgger Sejthen.
- Det vigtigste er bare, at jeg selv synes, at jeg ser godt ud. Så er alt andet ligegyldigt, siger Marie Tuft Duus, der ligesom Frida Buhl Jensen og Malthe Brøgger Sejthen skal konfirmeres i maj.
Genbrug er blevet in
Birthe Linddal Hansen er sociolog og fremtidsforsker, og ifølge hende er der sket et skift i måden, hvorpå både konfirmander og deres forælder forholder sig til konfirmationen i dag sammenlignet med tidligere.
- Der er en stor åbning for, at man godt kan gøre det på en anden måde idag. Det, at der ikke længere er en fast måde at holde konfirmation på, gør, at det er tilladt at lave konfirmationer, som er billigere, siger Birthe Linddal Hansen og fortsætter:
- Genbrug er for eksempel et hit i øjeblikket, og det er rigtig cool, at alting ikke skal være perfekt.
Ud af de fem kommende konfirmander, vi talte med på Lisbjergskolen var ingen afvisende over for tanken om genbrugstøj til konfirmationen. De var alle enige om, at så længe tøjet føles, som det rigtige, så er det ligegyldigt, hvad det har kostet.
- Lige siden, jeg var lille, har jeg drømt om, at det skulle være en kjole med strut, og at jeg skulle føle mig som en prinsesse, siger Frida Buhl Jensen.
Donér dit brugte konfirmationstøj
Skal du eller har du et barn, der skal konfirmeres inden længe, og er I ikke interesserede i at spendere uanede mængder af penge på det rette outfit til den store dag?
TV2 ØSTJYLLAND har lavet en online byttebørs, hvor I enten kan donere brugt konfirmationstøj eller kvit og frit få fingrene i andres. Byttebørsen finder du på følgende hjemmeside: www.konfirmandshop.dk.
Mange har allerede doneret til siden, men vi vil selvfølgelig gerne have endnu flere til at bidrage.