Christoffer var første mand ved letbane-ulykken: - Det virker som en feberdrøm
Christoffer Damsgaard Fuglsig var den første ved dødsulykken lørdag formiddag. Han formåede at redde moren og datteren ud af bilen.
- Det er svært at forholde sig til, hvad der er sket. Det virker som en feberdrøm, som man godt kan huske, men som føles helt uvirkelig.
23-årige Christoffer Damsgaard Fuglsig fra Aarhus var den første på ulykkesstedet, da en norsk familie og deres bil lørdag formiddag blev ramt af et Letbanetog ved Trustrup på Djursland.
Christoffer var sammen med sin mor på vej til Grenaa i letbanetoget, da der pludselig kom et brag. Han registrerede hurtigt, at der var sket et sammenstød med en bil og løb ud på skinnerne og ned til den påkørte bil, der var blevet kastet om på siden.
Jeg ser også, at der ligger en dreng derinde, men han er ikke til at redde.
- Jeg får åbnet bagdøren, og finder en lille pige på bagsædet, som jeg får klikket ud af sin autostol, og så går jeg over til moren på forsædet og får hende ud. Jeg ser også, at der ligger en dreng derinde, men han er ikke til at redde, så jeg har fokus på faren, som er i live men ikke ved bevidsthed, forklarer Christoffer til TV2 ØSTJYLLAND.
Tror ulykken kunne have været undgået
Christoffer formåede at redde moren og datteren ud af bilen, men faren og sønnen stod ikke til at redde.
- Det er svært at forholde sig til, hvad der er sket. Jeg synes, det er dybt uretfærdigt, at folk skal lade livet på grund af noget, der kan være sjusk, lyder det fra ham her to dage efter den tragiske ulykke.
Ved overkørslen var der nemlig endnu ikke sat bomme op. Noget Christoffer er dybt chokeret over.
- Jeg forstår ikke, hvorfor letbanen kan få lov at køre, før det er blevet ordnet. Hvis der havde været bomme, så kunne den her ulykke have været undgået, siger han.
Det var min pligt
Siden ulykken har tankerne om familietragedien konstant kredset i den unge mands hoved. Det har fået ham til at dele sin sympati med familien på sin Facebook-profil, hvor han blandt andet skriver:
- (..) mine tanker går til togføreren med evige ar på sjælen, og de pårørende, der som lyn fra en klar himmel, har mistet en ægtefælle, en far, en bror, og et barn. Med ønsket om, at de engang finder ro i sjælen.
Efter ulykken har han fået masser af ros for sin indsats, men han ser ikke sig selv som en helt.
- Jeg var ikke selv klar over, at jeg ville reagere på den her måde. Men jeg synes, det er ens pligt. Og jeg håber, at andre folk vil reagere på samme måde, hvis de ikke går i panik eller i sort, siger han.
