Letbane-direktør ventes udpeget senest til oktober
Aarhus Letbane er i fuld gang med at finde Claus Rehfeld Moshøjs afløser som direktør
Aarhus Letbanes nye direktør ventes udpeget senest til oktober.
Det siger Johnny B. Hansen, der er formand for Aarhus Letbane, i kølvandet på nyheden om Claus Rehfeld Moshøjs farvel til topstillingen i Aarhus.
Direktørens farvel kommer ikke som en bombe, da bestyrelsen blev orienteret for et stykke tid siden.
- Vi satte gang i processen med at finde en ny direktør i begyndelsen af juni, og jeg regner med, at vi senest til oktober har fundet afløseren, siger Johnny B. Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Claus Rehfeld Moshøj har været direktør for Aarhus Letbane siden 2012.
Fra årsskiftet overtager han direktørposten i Rejsekort A/S, der driver det landsdækkende rejsekort.
Johnny B. Hansen roser Claus Rehfeld Moshøj for at have udført et stort og godt stykke arbejde.
Han ser det som naturligt, at direktøren søger nye udfordringer.
Han peger på, at jobindholdet ændres markant i og med, Aarhus Letbane går fra at være en anlægsorganisation til en driftsorganisation.
- Der er en stor forskel, og det bliver et helt andet job. Vi har stor respekt for, at Claus ønsker nye udfordringer, siger Johnny B. Hansen.
Aarhus Letbane åbner for passagerer den 23. september.
I første omgang åbnes letbanen på strækningen mellem Aarhus H og Aarhus Universitetshospital.
Til december følger strækningen mellem Aarhus og Odder, mens strækningen til Grenaa åbner i begyndelsen af 2018.