Letbanen: Politikere kræver bestyrelses-formands afgang
Aarhus Letbanes bestyrelsesformand skal afskediges, mener Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige og Dansk Folkepartis Knud N. Mathiesen
Onsdag aften har der været byrådsmøde i Aarhus Kommune, og her fyldte aflysningen af den store letbaneåbning i lørdags meget. Både på et åbent og et lukket punkt på dagsordenen diskuterede byrådspolitikerne sagen i kølvandet på Aarhus Letbanes redegørelse om forløbet og hvem, der har vidst hvad hvornår.
Hos både Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige og Dansk Folkepartis Knud N. Mathiesen var holdningen efter mødet klar: Bestyrelsesformanden for Aarhus Letbane, Johnny B. Hansen, bør afskediges.
- Efter jeg har fået den her redegørelse og borgmesterens forklaring, så ser jeg ingen anden udvej, end at jeg må indstille til byrådet, at bestyrelsesformanden for Aarhus Letbane bliver afskediget. Jeg kan ikke have tillid til en formand, der ikke orienterer sine bestyrelsesmedlemmer, sagde Lars Boje Mathiesen og fortsatte:
- Det er et gevaldigt tillidsbrud både overfor bestyrelsesmedlemmerne, men også overfor os som byråd. Jeg kan ikke have tillid til en formand, som vælger at ignorere sin pligt som formand.
Og samme holdning har Knud N. Mathiesen.
- Vi havde en god debat i byrådet. Men jeg har ikke tillid til bestyrelsesformanden. Jeg mener, at letbanens bestyrelsesformand har et stort problem, og han kan ikke blive på den post. Han burde trække sig. Han har lavet mange fejl i det her forløb, og ham kan vi ikke have tillid til, sagde Knud N. Mathiesen onsdag aften efter byrådsmødet.
Det er tidligere kommet frem, at borgmester Jacob Bundsgaard (S) via sin stadsdirektør onsdag i sidste uge blev orienteret om, at Trafikstyrelsen ikke på det foreliggende grundlag kunne give grønt lys til at sætte letbanen i drift lørdag 23. september.
Dog fremgik det ifølge borgmesteren af orienteringen, at ledelsen i Aarhus Letbane forventede, at de sidste tilladelser ville nå at komme i orden inden den store åbningsfest, som bekendt blev aflyst i 11. time.
Først fredag blev offentligheden - og byrådet - informeret om, at lørdagens planlagte letbaneåbning med kransekage, gospelkor og skåltaler var aflyst.
I søndags påtog Johnny B. Hansen sig ansvaret for den udskudte åbning af letbanen. Han sagde:
- Der er ikke andre end bestyrelsen i Aarhus Letbane, der har et ansvar. Vi har det fulde ansvar for, at vi er kommet i den her situation, og det bryder vi os ikke om, men det er sådan, det er, sagde Johnny B. Hansen søndag.
Bedre informationsniveau
Kristian Würtz (S), der er Teknik- og Miljørådmand samt medlem af letbanens bestyrelse, mener, at man bør fortsætte med Johnny B. Hansen som bestyrelsesformand for Aarhus Letbane. Det sagde han onsdag aften efter byrådsmødet.
- Det er noget, vi skal drøfte i bestyrelsen. Min indstilling er, at vi skal fortsætte med den nuværende bestyrelsesformand. Der har ikke været et tilfredsstillende informationsniveau til bestyrelsesmedlemmerne i forløbet, men der hvor vi står nu, mener jeg, at vi skal bruge alle vores kræfter på at få Aarhus Letbane ud at køre. Det er det, der er hele formålet med selskabet. Aarhusianerne og østjyderne fortjener en forbedring af den kollektive trafik, som det vil være, sagde Kristian Würtz og fortsatte:
- Jeg havde gerne set, at bestyrelsen tidligere var blevet informeret om nogle af de udfordringer, vi stod med her i den afsluttende fase, men vi har hele tiden vidst, at der var en række risici, der knyttede sig til den sidste fase op til åbningen. Billedet har været, at der var en fornuftig fremgang, det er også det, der fremgår af den redegørelse, som letbaneselskabet har afleveret til Aarhus Kommune. Man må sige, at det var en fejlvurdering. Det er et ansvar, som ligger hos Aarhus Letbane, og først og fremmest er det letbanens opgave at få togene ud at køre med passagerer.
Kigger fremad
Hverken Jacob Bundsgaard (S) eller Gert Bjerregaard (V) er af TV2 ØSTJYLLAND endnu forholdt kravet om en ny bestyrelsesformand fra Knud N. Mathiesen og Lars Boje Mathiesen. Men efter byrådsmødet kiggede Gert Bjerregaard fremad.
- Jeg synes, vi fik en vigtig debat her til aften. Borgmesteren forklarede, hvordan han havde set sagen.
- Nu kigger vi i Venstre fremad. Det, det handler om, er, at vi nu i byrådet skal arbejde sammen om at få den her letbane ud at køre. Det er vigtigt for Venstre, at vi skal have en godkendelse fra Trafikstyrelsen, før vi indkalder til fest igen, sagde Gert Bjerregaard.
Også Jacob Bundsgaard gav efter byrådsmødet udtryk for, at det nu handler om at få letbanen ud at køre med passagerer:
- Jeg synes, at vi har haft en god og åben drøftelse af nogle af de ting, der har været problemer med i forbindelse med åbningen af Aarhus Letbane, og det tror jeg er godt for, at vi kan komme videre i den proces og kan sætte 100 procent fokus på det, det handler om nu: Nemlig at få letbanen ud at køre.
Er der så lagt låg på den forsinkede åbning, og hvem der har meldt hvad ud og hvornår?
- Nej, jeg tror jeg helt sikkert, at der kommer et efterspil på det her, men nu bruger vi kræfterne på at få letbanen ud at køre, og så ligger der en opgave i bestyrelsen med at få udredt trådene omkring det forløb, der har været, lød det fra borgmesteren.
Hvornår letbanen kan begynde at køre med passagerer vides endnu ikke præcist, men det seneste melding går på, at Aarhus Letbane vil kunne sættes i drift på den indre strækning om cirka fem uger.