Styrelse sår tvivl om nyt kæmpe stadion
Det er uklart, om Superliga-klubs lejekontrakt er efter loven, lyder det fra Ankestyrelsen.
Hvad skal det koste AGF at leje det kommende, nye stadion i Aarhus?
Aarhus Kommune og AGF havde aftalt et beløb på 7,3 millioner kroner om året, men nu sår Ankestyrelsen tvivl om, hvorvidt den aftale er inden for de gældende regler.
Det var Aarhus Kommune selv, der gennem sin advokat havde bedt Ankestyrelsen om en vurdering af aftalen. Efter halvandet år lyder svaret nu, at Ankestyrelsen ikke har nok information til at kunne konkludere noget.
I svaret lyder det dog, at Ankestyrelsen ikke har set det bevist, at Aarhus Kommune har undersøgt markedet tilstrækkeligt.
Det skriver Ankestyrelsen
"Det er Ankestyrelsens opfattelse, at der ud fra de foreliggende oplysninger ikke er tilvejebragt et tilstrækkeligt grundlag for, at det kan vurderes, om den årlige stadionleje er fastsat på markedsvilkår og dermed er i overensstemmelse med kommunalfuldmagtsreglerne.
Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at kommunen ikke ses at have udfoldet sædvanlige og rimelige bestræbelser på at afdække markedsprisen i forhold til at sikre, at udlejningen af stadion finder sted på markedsvilkår.
Efter det oplyste er der ved fastsættelsen af den årlige stadionleje taget højde for kommunens anlægsomkostninger for det nye stadion og for, at lejer, AGF A/S, forpligter sig til at afholde drifts- og vedligeholdelsesudgifter. Tilsvarende er det efter det oplyste indgået ved vurderingen, at lejer, AGF A/S, eksempelvis ikke skal bære opførelsesomkostninger, der alene kan tilskrives materialevalg af hensyn til æstetiske krav.
Det er imidlertid Ankestyrelsens opfattelse, at disse undersøgelser ikke kan stå alene, da de ikke nødvendigvis afspejler den reelle markedspris, idet markedsprisen er den højst opnåelige pris, og dermed ikke det samme som kommunens kostpris. Vi henviser til afsnittet om regler.
Der er ikke oplysninger om undersøgelse af markedsvilkårene i øvrigt. Det kunne eksempelvis være i forhold til lejeniveau for tilsvarende stadioner samt uddybende oplysninger om selve brugen af stadion. Vi henviser bl.a. til, at det fremgår af lejekontrakten, at lejer, AGF A/S, har den fulde dispositionsret over det lejede areal.
Det fremgår i den forbindelse heller ikke af det tilsendte materiale, at der er foretaget undersøgelser, overvejelser og vurderinger i forhold til at fastsætte værdien af de kommercielle rettigheder.
De kommercielle rettigheder omfatter eksempelvis salg af mad og drikkevarer på stadion, reklameplads på stadion, stadionnavn samt råderetten over stadion til kulturelle arrangementer.
Det fremgår ikke om, og i givet fald hvordan, der er taget højde for værdien af de kommercielle rettigheder ved fastsættelsen af den årlige leje.
Som det fremgår af afsnittet om regler, er det ved udøvelsen af skønnet i forhold til, hvad der må anses for at være markedsprisen, afgørende at se på kommunens samlede økonomiske engagement med den professionelle fodboldklub. Det fremgår ikke af det tilsendte materiale om lejer, AGF A/S, har bidraget til finansieringen af det kommunale stadion. Det fremgår således heller ikke om lejers eventuelle bidrag til finansieringen af det kommunale stadion er indgået ved fastsættelsen af den årlige leje."
Kilde: Ankestyrelsen via Aarhus Kommune
Lejekontrakten er sat til at begynde, når det nye stadion står færdigt, og derfra løbe uopsigeligt i 30 år.
De 7,3 millioner kroner er resultatet af en husleje på fem millioner kroner og dertil rente af de 150 millioner, som Aarhus Kommune lægger ud på vegne af AGF i forbindelse med byggeriet.
Men det er altså ifølge Ankestyrelsen uklart, om det indgåede beløb svarer til markedsprisen, og dermed om kommunen giver AGF en uforholdsmæssigt stor hjælp.
Selvom der nu er opstået usikkerhed om økonomien i den indgåede aftale, er Kongelundens projektchef rolig.
- Vi er tilfredse med, at vi nu har fået en tilbagemelding fra Ankestyrelsen, så vi ved, hvor vi står, og kan arbejde videre derfra, siger projektchef Lone Dannerby Paulsen i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Nu får vi en ekstern advokat til at dykke ned i tilbagemeldingen fra Ankestyrelsen. Og så må vi se på, hvad det kalder på.
TV2 Østjylland har spurgt AGF om en reaktion på Ankestyrelsens udtalelse og videre spurgt, om klubben er klar til at genforhandle lejekontrakten.
AGF har sendt dette skriftlige svar fra direktør Jacob Nielsen, der sparker bolden dybt ind på Aarhus Kommunes banehalvdel:
- Vi tager Ankestyrelsens udtalelse til efterretning og forholder os til, at vi har en aftale med kommunen, der som bygherre og offentlig instans har ansvaret for, at denne lever op til de gældende regler og praksis. Det har vi naturligvis fuld tillid til, at kommunen løser.
Nedrivningen er begyndt på det nuværende stadion i Marselisborg-skovene, og ved efterårssæsonens udløb rykker AGF ud på et midlertidigt stadion i Vejlby. Efter planen skal det nye permanente stadion står klar på et tidspunkt i 2026.