45 sæler fundet døde
Mistanke om sælpest. Obduktion skal give svar
I løbet af de seneste 10 dage er der blevet fundet omkring 45 døde spættede sæler på stranden ved Anholt.
Det fortæller Morten Abildstrøm, som er opsynsmand for Naturstyrelsen, til TV 2 | ØSTJYLLAND:
- Vi er ikke sikre på, hvad det er endnu, men indtil videre har jeg begravet 45 sæler, og det er langt over normale tilstande
Det er endnu uvist, hvordan sælerne er døde, men det skal en obduktion nu give svar på. Fire af de døde sæler er sendt til obduktion på Veterinærinstituttet ved Danmarks Tekniske Universitet i København.
Der har tidligere været udbrud af sælpest i Danmark, som er en smitsom virussygdom, men det er endnu for tidligt at slå fast, om sælerne er døde af sygdommen, fortæller opsynsmand Morten Abildstrøm.
Han har de seneste par dage begravet de mange sæler for at forhindre, at de er til gene for øens badegæster:
- De skal begraves hurtigt. Mange af dem vejer langt over 100 kilo, og hvis de rådner, kommer det hurtigt til at stinke helt vildt, siger Morten Abildstrøm til TV 2 | ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Naturstyrelsen opfordrer folk til ikke at røre ved sælerne, fordi man kan få infektioner. Det samme er gældende for hunde. De skal heller ikke i nærheden af dem.
Også tilbage i 2002 blev der fundet omkring 46 døde sæler på Anholt, som alle var døde af sælpest. Her slog sælpesten i alt omkring en tredjedel af den danske sælbestand ihjel.
Om sælerne er døde af sælpest eller ej, kommer der ifølge Morten Abildstrøm svar på torsdag.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.