Kommune vil lukke bassin til genoptræning: - Det vil få konsekvenser
Norddjurs Kommune vil lukke varmtvandsbassinet ved Hedebo Centeret som et led i kommunens spareplan
Der skal spares i Norddjurs Kommune, og det kommer blandt andet til at gå ud over varmtvandsbassinet i Hedebocentret i Grenaa. Det besluttede Voksen- og Plejeudvalget på et møde tirsdag aften.
En beslutning der ærgrer Benny Stikling Andersen, som er en af bassinets brugere. For ham betyder varmtvandsbassinet nemlig meget.
- Det hele. Alt. Min førlighed, min bevægelighed. Min livskvalitet, lyder det fra Benny Stikling Andersen.
Vil få alvorlige konsekvenser
Aftenskolen FOF har hver uge 150 fysisk udfordrede kursister, der benytter bassinet til deres genoptræning. Skoleleder Lene Fribo er bekymret over, hvad en lukning af varmtvandsbassinet vil betyde for kursisterne.
- Det vil få alvorlige konsekvenser. Fordi det, at de ikke kan komme i varmt vand og træne deres led, vil betyde, at de får en forringet livskvalitet.
Benny Stikling Andersen er ikke den eneste, der er ked af lukningen. Hos FOF var der travlhed på telefonen onsdag, hvor bekymrede kursister ringede ind
- Det har meget stor indflydelse på de ældres hverdag, siger Louise Høyer fra FOF Djursland.
Vil kæmpe videre
Bassinet står til at lukke ved udgangen af året, men ikke hvis det står til Benny Stikling Andersen.
- Jeg vil kæmpe med næb og kløer for, at det her får lov at blive.