Mistænkeligt forhold - politiet talstærkt til stede
Politiet er fredag eftermiddag stærkt til stede på Djursland, hvor et mistænkeligt forhold undersøges.
Østjyllands Politi efterforsker et mistænkeligt forhold i Allingåbro på Djursland.
Det oplyser politikredsen på det sociale medie X.
I første omgang er politiet ikke meddelsomt på, hvad det nærmere omhandler.
Det oplyses, at Nordkystvejen er spærret i begge retninger, og at man anbefales at tage andre ruter.
Fotograf fra firmaet Spotfoto, Kenneth Bøgh Egholm Jensen, har været til stede ved Nordkystvej siden klokken 12.45.
Han fortæller, at der lige nu er fire almindelige patruljer, tre hundepatruljer, indsatsleder, kriminalbil og kriminalteknikere til stede på den afspærrede strækning.
- Der er rigtig meget politi lige nu. Der er én patruljevogn, der kører lidt rundt, mens de andre afspærrer vejen. Det ser ud, som om hundene går spor, og så er der for nyligt ankommet endnu en kriminaltekniker, siger Kenneth Bøgh Egholm Jensen.
Ved du noget?
Ved du noget om sagen, så kontakt TV2 Østjylland med dit tip
Han fortæller også, at der ikke er nogen naboer at se på vejen. Folk holder sig indendøre.
En anden fotograf, Emil Petersen fra Presse-foto, har været på besøg hos sin svigermor ti kilometer fra stedet. Herfra så han en helikopter flyve lavt i retning mod Allingåbro, ligesom han også har set en lægebil køre forbi.
TV2 Østjylland har talt med en lokal, der har fået at vide, at alle skal blive indendøre, mens politiets undersøgelser pågår. Flere fortæller også, at en ambulance angiveligt har forladt stedet uden udrykning.
Billeder fra området, som redaktionen har modtaget, viser tilsyneladende flere kriminalteknikere i færd med at undersøge et område tæt på vejen.
TV2 Østjylland har forsøgt at få en kommentar fra Østjyllands Politi om efterforskningen, men det har ikke været muligt at komme igennem.