Stor skuffelse: Storken har igen forladt Enslev
Ifølge Storkelauget i Enslev er håbet for, at den vender tilbage spinkelt. Det samme er håbet for et nyt storkepar i år.
Det er med stor ærgrelse, at storke-entusiasterne i Enslev på Djursland nu kan konstatere, at den tilbagevendte stork i reden i byen igen har forladt matriklen.
- Det er da ærgerligt for os, men vi må bare håbe, der er kommer nogle til næste år, siger Niels Laursen, der er en del af det nyetablerede Storkelaug i byen.
Sidste år kom der et storke-par til Enslev, som fik unger. Det betød, at byen som de første på Djursland i over 60 år kunne se frem til at få flyvefærdige storkeunger.
Men lykken varede kort, for et uvejr gjorde, at de små unger omkom. Sandsynligvis fordi reden var i dårlig stand. Man besluttede derfor at give storreden en overhaling, så den blev mere tæt og isoleret. Det skulle øge chancen for, at eventuelle unger ville overleve.
Og nu var der så håb for, at det ville blive i år, at der ville komme flyvefærdige unger i reden, da storken for omkring 14 dage siden landende i reden - dog uden sin mage.
Det lader dog til, at byens storke-entusiaster igen i år bliver skuffet. Storken i Enslev, som var på udkig efter en mage, er nemlig ikke set siden i mandags.
- Vi har ikke nogen stork længere, siger Niels Laursen.
Håbet, for at den vender tilbage, er spinkelt
Ifølge Niels Laursen skyldes storkens exit højst sandsynligvis, at den har mistet tålmodigheden med at finde en mage ved Enslev.
- Vi ved ikke, hvor den er. Den har ventet på en mage, og den har også tidligere været på langfart, hvor den har været væk én dag og så er kommet tilbage, men nu er den fløjet længere væk og måske fundet en mage, siger han.
Og håbet, for at den vender tilbage til storkereden i Enslev, er ifølge Niels Laursen spinkelt.
- Der er en lille bitte, bitte chance for at den kommer tilbage med en mage, men den er ikke ret stor, siger han.
Læs også:
Og byen skal heller ikke regne med, at et andet storkepar kommer og bosætter sig i reden i år, da det er ved at være tid til, at de skal lægge æg.
- I år er chancen meget, meget lille. Det er ved at være oppe over at de skal danne par og lægge æg, siger han.