Vejarbejdere skaber fest

En gruppe vejarbejdere tiltrækker sig nysgerrige, smilende blikke. De har nemlig udskiftet den orange arbejdsdragt med hawaii-skjorter og stråhatte.

Udgivet Opdateret
Det er et noget anderledes syn, der møder både bilister og gående i Grenaa.

Til trods for at vejret mangler, så gør sommerpåklædningen ikke. 

En gruppe vejarbejdere i Grenaa har ladet den klassiske, orange arbejdsdragt ligge hjemme og er i stedet hoppet i hawaii-skjorter og stråhatte. 

For på trods af at sommervejret lægger mere op til praktisk tøj, er der ifølge sjak-formand Michael Degn god grund til den humoristiske påklædning. 

- Det er ikke altid, at folk er helt tilfredse med det, vi går og foretager os. På den her måde kan vi give dem et billigt grin, og det har hjulpet, siger Michael Degn til TV2 Østjylland. 

Michael Degn og hans hold af asfaltarbejdere er ved at asfaltere p-pladsen ved Grenaa Rådhus.

Fra julenisser til strandgæster

Det er ikke første gang, at Michael Degns hold af vejarbejdere iklæder sig utraditionelt arbejdstøj. 

I december besøgte TV2 Østjylland det arbejdende folk ved et vejarbejde i Havnegade i Randers. Her bar vejarbejderne julesweatre og nissehuer. 

- Man skal være lidt tosset for at være i den her branche, siger Michael Degn.

Allerede onsdag tikkede første tip ind i TV2 Østjyllands indbakke om, at nisserne nu var på spil igen - denne gang i juli som strandgæster på parkeringspladsen ved Grenaa Rådhus. 

- Det er bedre med ti folk, der smiler og griner end ti folk, der råber og skriger, siger Michael Degn.

Vrede mod vejarbejdere

Men selvom vejarbejderne bliver mødt med smil i Grenaa, så er det ikke alle steder, at stemningen er lige så god.

TV2 Østjylland har tidligere fortalt om vejarbejdere ved E45 omkring Aarhus, der er utrygge, fordi bilister blæser forbi i alt for høj fart.

På én dag blev 132 bilister fanget i fartkontrol og 37 mistede kørekortet.

I Grenaa håber Michael Degn, at den sjove mundering kan være med til at skabe mere overbærenhed blandt bilisterne. 

Desuden garanterer han, at det ikke bliver sidste gang, at de festlige asfaltører kan opleves.

- Når det bliver vinter, så gør vi det igen med juletrøjer og nisserhuer, siger Michael Degn.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her