49.000 handicappede vil gerne i arbejde

Selvom ledigheden er den laveste i mange år, har personer med handicap stadig svært ved at skaffe sig et job. Nu vil SF sætte ind for at få flere med handicap i arbejde.

Udgivet Opdateret
49.000 mennesker med handicap står klar til at tage et arbejde inden for to uger, vurderer Danske Handicaporganisationer.

Ved hjælp af en telefon indtaler bagermester Henrik Kjærulff en besked til sin nyansatte lærling, der er døv. Telefonen oversætter derefter mesters besked til lærlingen og omvendt. 

At bagerlærlingen har et handicap, er ifølge Henrik Kjærulff ingen hindring for at arbejde hos ham. 

- Man kan godt blive bager, selvom man har et handicap, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og tilføjer:

- Jeg tror ikke, man (virksomhederne, red.) skal tvivle med det. 

Efterlyser målrettet indsats    

Det er dog ikke alle, der har lige så let ved at få et job, som bagerlærlingen i Odder.

Der står 49.000 mennesker med handicap klar til at tage et arbejde inden for to uger. 

Mads Hørby Andersen (tv.) er bagerlærling hos bagermester Henrik Kjærulff.

Det vurderer Danske Handicaporganisationer, der er det fælles talerør for 35 handicaporganisationer, der dækker alle typer handicap. 

- Vi tror, at der skal nogle jobformidlere til, som kan tage mennesker med handicap i hånden, som gerne vil i arbejde, og virksomhederne i hånden, som gerne vil have arbejdskraften, siger formand for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen. 

Bagermesteren og lærling Mads Hørby Andersen kommunikerer via deres telefoner.

Også hos Dansk Handicap Forbund efterlyser de en mere målrettet indsats på jobcentrene for at få mennesker med handicap i arbejde. 

- Der skal være tid nok til samtaler til at støtte de borgere i at søge de rigtige job og finde de rigtige job, siger netværkschef i Dansk Handicap Forbund, Kurt Holm Nielsen, og tilføjer: 

- Også have empati for de mennesker, som har brug for hjælp. Det ved vi virker, for det har vi prøvet i en række kommuner rundt om i landet. 

SF foreslår jobbank 

SF bakker op om, at flere mennesker, der har et handicap, skal i arbejde. 

- Det er en fantastisk situation, vi står i. At vi har en række virksomheder, både offentlige og private, der siger, at de har brug for flere medarbejdere, siger beskæftigelsesordfører i SF, Karsten Hønge, og fortsætter: 

- Og så har vi minsandten 49.000 mennesker med handicap, der gerne vil ind og bidrage.

Ved hjælp af en telefon indtaler bagermester Henrik Kjærulff (th.) en besked til sin nyansatte lærling, der er døv.

SF foreslår desuden en jobbank, hvor mennesker med handicap kan registrere kompetencer og jobønsker. 

Med en jobbank vil det være nemt for både private og offentlige virksomheder at gå ind og se, om der er nogle mennesker i nærområdet, der har de rette kompetencer, virksomhederne mangler, begrunder beskæftigelsesordføreren i SF. 

Politikere vil gerne se på løsning  

Flere, der nu er på kanten af arbejdsmarkedet, skal ud på arbejdsmarkedet. Det gælder også de 49.000 mennesker med handicap, lyder det fra folketingsmedlem Jens Joel (S).  

- Jeg diskuterer gerne løsningforslag med SF eller med andre, siger folketingsmedlem Jens Joel og fortsætter: 

- Men jeg tror faktisk, at dialogen og det at vise, at handicappede kan bidrage på arbejdsmarkedet, det er en rigtig vigtig forudsætning for, at det lykkes. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her