Forældre er frustrerede over kommunes brug af iPads
Børn bruger digital slikbutik til de forkerte ting, mener forældre.
En ordning, hvor børn bringer deres digitale hverdag med hjem, virker slet ikke efter hensigten.
Sådan lyder det fra bekymrede forældre i Odder Kommune.
Siden 2011 har alle folkeskoleelever i Odder Kommune fået deres egen iPad i 0. klasse. Blandt andet for at bringe børnenes digitale hverdag derhjemme videre til skolebænken.
- Det er jo en slikbutik, der er mange ting. Men det er også et sindssygt godt redskab, siger lærer- og IT-vejleder på Vestskolen i Odder Birgitte Holst Herrmann til TV2 ØSTJYLLAND.
Men ordningen virker ikke efter hensigten, lyder det fra flere forældre, blandt andre Line Hermann, hvis datter i 2. klasse ikke kun bruger iPaden i skolemæssig sammenhæng.
- Jeg vil gætte på, at hun måske bruger iPaden i skolesammenhæng 20-25 procent, og så bruger hun den til at spille 75-80 procent, siger Line Hermann til, TV2 ØSTJYLLAND.
Forældre er bekymrede
Kirsten Karup Nielsen er mor til tre iPad-brugere og medstifter af en særlig gruppe for bekymrede forældre, som vil have brugen af iPad under lup.
Hun mener, at Odder Kommune bør genoverveje deres brug af teknologi i skolen.
- Efterhånden som jeg talte med flere og flere forældre, kunne jeg høre, at der var mange, der sad med den her bekymring, og der var mange, som også syntes, at brugen af den ikke var, hvor den burde være, siger Kirsten Karup Nielsen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Og Line Hermann ser også gerne, at de mindste børn lader iPaden blive på skolen, når de har fri.
- Jeg synes, det ville løse nogle af de her problemer med, at børnene opfatter det som et spilredskab mere end et læringsmæssigt redskab, siger Liner Hermann, til TV2 ØSTJYLLAND.
Plads til forbedring
Blandt lærerne er holdningen, at der er plads til forbedring, men ifølge lærer og IT-vejleder på Vestskolen, Birgitte Holst Hermann, er teknologien kommet for at blive.
- Der venter noget uddannelse, men der venter også bare deres liv, som absolut også består af digitale enheder og digitalt miljø, siger Birgitte Holst Hermann, til TV2 ØSTJYLLAND.
Ordningen evalueres
For nylig blev ordningen evalueret, og i mandags holdt børneudvalget i Odder Kommune møde om resultaterne. Formanden anerkender, at der er elementer, der skal forbedres.
- Jeg ved, at vores skole allerede er i gang med at kigge på de dele af evalueringen, som siger, der bliver spillet for meget, og der bliver set film. For det er ikke det, der var meningen, siger formanden for børneudvalget, Lone Jakobi Sørensen (S), til TV2 ØSTJYLLAND.
For at sikre at brugen ikke fortsætter ad den sti, mener Lone Jakobi Sørensen, at det handler om, at gå i dialog med skolerne, og hun anerkender, at anvendelsen af iPads skal genopfriskes.
Eleverne er uenige
Hvis iPadens fremtid skulle afgøres af børnene, læner den sig ikke op ad forældrenes holdning.
- Man lærer hurtigt og nemt med en iPad, men det tager bare længere tid, end man tror, det gør, siger Martha Bennetzen, som er elev i 3. klasse på Vestmarskolen i Odder Kommune.
Anna Gammelgaard, som også er elev i 3. klasse, tilføjer:
- Jeg synes bare, man skal beholde dem. Det er en hurtig forklaring, siger Anna Gammelgaard, til TV2 ØSTJYLLAND.
Børneudvalget skulle på mødet i mandags også tage stilling til, om de skulle erstatte de gamle iPads med nye. Men på grund af resultaterne fra evalueringen er den beslutning udskudt.