Midt om natten: Rådhus udsat for hærværk og indbrud
En nabo til rådhuset hørte i nat en masse larm og greb telefonen.
Rådhuset i Odder havde natten til mandag besøg af ubudne gæster. Det skriver kommunen på Facebook.
Pressekonsulent Bo Nørgaard fortæller, at en nabo til rådhuset hørte en masse larm omkring midnat og derfor ringede til politiet.
- Et vidne så en person iført mørk hættetrøje stikke af derfra, fortæller han.
Da politiet nåede frem, var omkring fem ruder smadret ind til rådhusets vandrehal.
- Det virker som mange ruder at smadre for et indbrud. Der er måske et element af hærværk, siger Bo Nørgaard.
Gerningsmanden slap dog ikke afsted med noget af særlig værdi. Ifølge Bo Nørgaard er der ikke meget at komme efter på rådhuset, da de fleste bærbare computere er låst inde, og møblerne ikke er designermøbler.
- Gerningsmanden kom afsted med nogle småting, blandt andet en fjernbetjening, siger han.
Der er siden hændelsen blevet sat plader op for vinduerne, og de værste glasskår er fejet væk, så de ansatte igen kunne møde sikkert ind på rådhuset mandag morgen.
Odder Kommune skriver i et opslag på sin Facebook-profil, at man skal kontakte Østjyllands Politi på telefon 114, hvis man ved noget om indbruddet.