Børn fra familier med lav indkomst kan snart få billig skolemad
Der er politisk opbakning til et differentieret tilskud på skolemad for elever fra familier med lav indkomst.
Familier med lav indkomst kan i fremtiden få tilskud til børnenes skolemad. Det skriver fagbladet Folkeskolen.
Regeringen - med undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i spidsen - ønsker at ændre folkeskoleloven. Ændringen vil betyde, at kommunerne fremover har mulighed for at give familier med lav indkomst tilskud til skolemad.
Forslaget til lovændringen fremsættes efter planen til april.
Glæder rådmand
- Det er en rigtig god idé. Hvis det kommer igennem, så bliver jeg super glad.
Sådan lyder den umiddelbare reaktion på nyheden fra Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune.
I Aarhus er der allerede en plan for, at kommunens folkeskoler skal have et produktionskøkken, som skal sikre god og sund skolekost til eleverne.
- Vi har dog en bekymring om, at vi ikke får alle familier med under den nuværende lovgivning, fortæller Thomas Medom.
Det problem tror han bliver meget mindre, hvis forslaget bliver en realitet.
- Der er ikke fleksibilitet i loven i dag, og det ville der komme med det her forslag. Det vil betyde, at flere børn fra lavindkomstfamilier vil få sund mad, og det betyder, at de vil være mere skoleparate, siger rådmanden.
Opbakning fra foligskreds
På Christiansborg er der politisk opbakning til forslaget. Samtlige partier i folkeskoleforligskredsen bakker op om forslaget.
Forligskredsen består af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.
Konkret lægger udkastet til lovændringen op til, at familierne kan modtage et differentieret tilskud. Det betyder, at de dårligst økonomisk stillede familier vil kunne opnå tilskud, alt efter hvor stor deres indtægt er.
Det bliver de enkelte kommuner, der bestemmer rammen for ordningen. Hvad der skal til for at opnå tilskud, bliver dermed formentligt ikke det samme i alle kommuner.
Hvordan det i så fald ville skulle se ud i Aarhus Kommune, kan Thomas Medom ikke svare på endnu.
- Hvordan vi kommer til at finansiere det, skal vi først kigge på, men jeg er positiv for muligheden for det. Det vil give os nogle handlemuligheder, siger han og understreger, at man ikke har ordning eller finansiering på plads på nuværende tidspunkt.
Afprøvet i København
I Københavns Kommune har 3500 elever fået tilskud til skolemad de seneste år. Her man nemlig en forsøgsordning, der minder om den kommende lovændring.
I Københavns Kommune er tilskuddet differentieret. Det samme lægger det nuværende udkast til en lovændring op til. Forsøgsordningen står dog snart til at udløbe.
I Aarhus har man allerede for et stykke tid siden kontaktet ministeren for at få samme muligheder, som man har haft i forsøgsordningen i København.
- Vi har skrevet til undervisningsministeren for at samme mulighed, fordi vi står foran skulle lave produktionskøkkener på skolerne. Vi har fået positivt svar tilbage, og hvis det her ikke bliver gennemført, så håber vi stadig på en forsøgsordning som i København, men det er klart, at det vil være bedre, hvis det er under lovgivningen, konstaterer Thomas Medom.