Hjælpsomme østjyder kommer strandede bilister til undsætning
Det vælter ind med barmhjertige tilbud til strandede bilister i forskellige lokale Facebook-grupper.
På mediet X opfordrer Østjyllands Politi folk til at hjælpe hinanden i denne ekstraordinære vejrsituation, hvor mange sidder fast på vejene.
Og den opfordring, må man sige, bliver taget til sig rundt omkring i regionen.
Camilla Villsen fra Stånum syd for Randers tilbyder en sofa og et måltid til en eller flere strandede bilister i nød. Hun bor forholdsvist tæt på en motorvejsafkørsel og tænkte derfor, at det var oplagt at tilbyde sin hjælp.
- Jeg kan jo ikke hjælpe dem med at komme fri, men jeg kan give tag over hovedet og varme, siger hun.
Hun skrev ud i en lokal Facebook-gruppe, at hendes dør er åben, efter hun havde læst flere steder, at folk sidder strandet på motorvejen nær hendes hjem.
- Jeg ville personligt hade at sidde og sove i en bil med mine børn. Det kan jeg næsten ikke bære hvis nogen andre skal, siger Camilla Villsen.
Også i Voldum syd for Randers er der hjælp at hente. Her har den lokale hal åbnet dørene for de strandede bilister.
I Hornslet tilbyder en borger på Facebook at hjælpe strandede bilister ved at trække dem fri fra sneen med et tov.
Og i Ryomgård har en kvinde skrevet ud, at hun kan komme strandede bilister til undsætning med sin traktor.
Flere steder i Østjylland har lokale også skrevet ud, at de står klar som stand-in til de hjemmehjælpere, der har haft svært ved at komme ud til ældre borgere.