Rådyr i drastisk tilbagegang: Løsningen kan være at skyde nogle flere
Igen i år er der et fald i antallet af nedlagte rådyr i den danske natur. Men bestanden er stadig for stor, lyder det fra Dansk Jægerforbund.
15 år med konstant nedgang lyder som en negativ historie, når der er tale om en dyreart. Men en del af forklaringen på nedgangen, er måske at vi nogle steder har nået det naturlige niveau for hvor meget råvildt vi kan have i Danmark.
Det fortæller Niels Søndergaard, jagtfaglig chef i Dansk Jægerforbund.
- Der findes ikke én forklaring på det, men en del af er, at den samlede bestand måske har været over det naturlige leje for, hvad den kan bære, og jægerne holder sig tilbage med at nedlægge råvildt, fordi bestandene mistrives på nogle lokaliteter, siger han til TV2 Østjylland.
Vildtbyttestatistik, der viser, hvor mange dyr, der blev skudt af jægere, for sæsonen 2023/2024 viser, at antallet af nedlagte rådyr var 68.380.
Det er et fald på 7,3 procent i forhold til året før, og sammenligner man med for ti år siden, er der næsten sket en halvering.
I 2013/2014 blev der skudt 122.400 rådyr i Danmark.
Dådyr flytter rådyr
Mens antallet af nedlagte råvildt falder, stiger antallet af dåvildt, der bliver skudt. Fremvæksten af dåvildt kan også være en del af forklaringen på, at der er mindre råvildt, siger Niels Søndergaard.
- Dåvildtet er virkelig eksploderet i de seneste ti år. Der er kommet meget mere dåvildt, og det kan få råvildtet til at fortrække, siger han.
Når dåvildtet rykker ind i et område, skubber de råvildtet væk. Et andet problem for rådyrene er forandringer i landskabet.
- De der kæmpestore ensformige marker, som der bliver flere og flere af, er ikke gode for råvildtet. De foretrækker et mere varieret landskab med forskellige naturtyper, levende hegn og småbeplantninger, siger Niels Søndergaard.
I jægerkredse har snakken i flere år gået på, at råvildtet er ramt af sygdom, men det er ikke noget, data bekræfter.
- Der er ikke nogen, der kan sige, at der er den her sygdom, og det er det, der er galt. Man kan sige, at der er nogle indikationer af, at der er høje forekomster af parasitter hos de dyr der mistrives. De dyr, der er blevet undersøgt, har en høj forekomst af parasitter, siger Niels Søndergaard.
Stop med at fodre
Derfor er det et problem, når jægere og andre lægger foder ud til råvildtet for at tiltrække eller hjælpe dyrene.
- Hvis man fodrer råvildt, så gør man det endnu værre. Så får man samlet dyrene på meget lidt plads, og så spreder de parasitterne mellem sig, siger Niels Søndergaard.
Han fortæller, at Jægerforbundet følger udviklingen nøje.
- Nogle steder har råvildtet mistrives, fordi bestanden har været over den naturlige bæreevne. Det er naturligt, at når en bestand har været over sit naturlige leje, så falder det igen.
Han opfordrer jægere og andre interessenter til at øge variationen i landskabet, det kan ske ved at plante remiser, levende hegn og ny, ung skov, hvor der god plads til råvildtet. Jægerne skal samtidig være opmærksomme på, hvilke dyr de skyder. Særligt, når man skyder lam.
- Hvis man følger lammevægten, og den er høj, så har bestanden det godt. Men hvis vægten er lav, så er bestanden for stor, og så skal man skyde nogle flere dyr i sit område, siger Niels Søndergaard.
En god tommelfingerregel er, at man skyder to lam og en rå for hver buk, man nedlægger. Og så skal man lade være med at fodre råvildt.