Indiske læger klarer sig godt
15 af 27 læger arbejder stadig i regionen
I 2007 ankom 26 indiske læger til Region Midtjylland for at afhjælpe lægemanglen.
I dag - syv år senere - arbejder 15 af de indiske læger stadig på regionens sygehuse. Fem af dem på Hospitalsenheden Horsens side om side med de danske læger.
- Det, der er vigtigt for mig er godt forståeligt dansk - og at man er dygtig til sine ting. Og det har jeg kun oplevet med kolleger her i Horsens, siger Jørgen Steen Hansen, der er overlæge på Hospitalsenheden Horsens.
Tilbage i 2007 gik rekrutteringen af de indiske læger ikke helt stille for sig. Politisk var der flere gange kritik af projektet, og på grund af forskelle på det indiske og danske sundhedssystem var det ikke alle lægerne, der kunne fungere selvstændigt som speciallæger fra begyndelsen, selvom de var speciallæger i Indien.
Men når chefen i dag evaluerer projektet, så peger pilen opad.
- Det går godt. Det har været en udfordring og en oplevelse. Fagligt, tror jeg, var der nogle forventninger, der skulle afstemmes i starten. I dag går det rigtig godt, siger Marianne Simonsen, der er ledende overlæge på Hospitalsenheden Horsens.
Foruden sygehuset i Horsens er det især på sygehusene i Aarhus og Randers, at de indiske læger fortsat er ansat.
I indslaget øverst kan du møde Varun deo Misra, som er en af de indiske læger, der ankom til Danmark tilbage i 2007. Han er så glad for sit job på Hospitalsenheden i Horsens, at han stadig er her - og også har tænkt sig at blive i de kommende år.
I aftenens nyhedsudsendelse på TV 2 | ØSTJYLLAND får vi besøg af Bent Hansen, der er formand for Region Midtjylland. Få hans evaluering af projektet. Det er kl. 19.30.