Kennel Klub efter hundekidnapning: Hunde-Danmark må træde sammen

Efter at hunden Hector blev stjålet i sidste uge, har Dansk Kennel Klub nogle retningslinjer for hundeejere

Udgivet Opdateret
VIDEO: Adfærdskonsulent for Dansk Kennel Klub Lise Lotte Christensen fortæller om klubbens kendskab til tyveri af hunde.

Sidste torsdag var der særligt ét navn, som florerede på de sociale medier. Navnet var Hector. En belgisk malinois som skulle deltage i VM for schæferhunde i Randers.

Hector blev stjålet fra ejeren Mark Saccocios bil, og han måtte senere på dagen give en løsesum på 20.000 kroner for at få sin elskede hund tilbage.

Men hvordan skal man forholde sig som hundeejer efter at have hørt sådan en historie?

Lise Lotte Christensen fra Dansk Kennel Klub fortæller, at man – uanset hvor hektisk forløbet er – ikke skal udbetale løsepenge til kidnapperne.

- Man skal ikke gå i dialog med hundekidnappere, man skal kontakte politiet og lade dem håndtere sagen, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: Se hvordan Hectors ejer bad danskerne om hjælp til at få sin elskede hund hjem igen. 

Lise Lotte Christensen forstår dog godt, at Mark Saccocios reaktion blev, at han betalte de 20.000 kroner.

- Når ejeren af Hector går fuldstændigt op i spåner, så er det jo fordi, at han har tilbragt tusindvis af timer med den hund. Og det har alle de dygtige hundefolk som konkurrerer til VM. Der er virkelig knyttet stærke bånd, siger hun.

Hvis vi på købersiden var mere kritiske og stillede spørgsmålstegn til, hvor hunden kommer fra, så vil der ikke være den samme afsætningsmulighed.
Lise Lotte Christensen, adfærdskonsulent, Dansk Kennel Klub

Hun fortæller desuden, at der er et reelt marked for videresalg af hunde, som har en stor kilopris. For eksempel forskellige arter af populære selskabshunde eller trænede hunde som Hector.

- Det er dels et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, og så er vi desværre nødt til at sige, at der skal være aftagere til de her hunde. Hvis vi på købersiden var mere kritiske og stillede spørgsmålstegn til, hvor hunden kommer fra, så vil der ikke være den samme afsætningsmulighed, udtaler Lise Lotte Christensen.

Sådan så det ud, da Mark igen blev forenet med Hector, som han kalder for sin bedste ven.  / Foto: Privat

Ikke som for 20 år siden

Ud over at man som køber skal være ekstra kritisk omkring dokumentation for, hvor hunden stammer fra, så skal man som ganske almindelig hundeejer også være ekstra opmærksom i disse tider.

- For 20 år siden kunne man måske godt sætte hunden ude foran købmanden, hvis man skulle ind og handle. Det anbefaler vi ikke, at man gør mere

Det er en anbefaling som Dansk Kennel Klub kommer med både på baggrund af tal fra politiet og egne observationer.

- Der er simpelthen en helt reel risiko for, at svage sjæle falder for fristelsen og stjæler en hund. Det synes vi hverken skal overgå hund eller ejer. Derfor er vores råd fra dansk kennelklub, at hvis man ikke kan se hunden, så skal man ikke lade den stå alene, sige Lise Lotte Christensen.

VIDEO: Lise Lotte Christensen fortæller om markedet for hundetyverier og forholdet mellem ejer og hund i sådanne situationer. 

Sociale medier virker

Lise Lotte Christensen giver dog et skulderklap til virkningen af de sociale medier, hvis man skulle være ude for et hundetyveri.

- Hunde-Danmark er heldigvis gode til at træde sammen og få delt efterlysninger. Så heldigvis kommer de fleste hunde tilbage, der er selvfølgelig få, der ikke gør.

Hunde-Danmark er heldigvis gode til at træde sammen og få delt efterlysninger
Lise Lotte Christensen, Dansk Kennel Klub 

Generelt anbefaler Dansk Kennel Klub, at man både holder et vågent øje med mistænkelig opførsel som hundeejer, og at man tager sig nogle forholdsregler, som for eksempel hvor man lufter hunden eller parkerer bilen med en hund i. De anbefaler desuden, at man ligeledes holder et vågent øje med andre menneskers hunde – en slags ’udvidet nabohjælp’.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her