Tre østjyske chauffører er i finalen til årets bedste chauffør
Midttrafik har åbnet for afstemningen mandag 2. maj
Midttrafiks kunder har nu nomineret deres yndlingschauffører, og efter at have modtaget 1.562 nomineringer, så er feltet skåret ned til fire finalister - hvoraf de tre er østjyske.
Baskaran Kathiravelu (Bas) kører for Arriva i Silkeborg blandt andet på rute 112, 113 og 223. En kunde fortæller om ham:
- Han er altid glad og smilende og super sjov. Kommer altid med en god bemærkning, når man stiger på. I vores vennegruppe jubler vi, når vi kan se, Bas sidder bag rattet.
Kører du med den bedste buschauffør?
Fra Odder er Nadarasa Selvarasa (Radja) med i finalefeltet. Han kører blandt andet rute 100, 103 og 113 for Arriva i Odder.
- Glad og imødekommende! Stort smil og venlighed. Har kørt med Radja før, og man bliver kun i godt humør af at køre med ham, siger en kunde om ham.
Griber gerne mikrofonen
Den sidste østjyske finalist er Emmanuel Kwesi Amonoo ('Sort humor'). Han kører for Busselskabet Aarhus Sporveje primært på linje 3A, 4A, 15 og 19 og får denne beskrivelse af en kunde:
- Han er så rar. Fortæller over mikrofonen, hvad klokken er, han ønsker alle en god arbejdslyst ved hvert andet stoppested. Har aldrig oplevet en så positiv og dejlig chauffør - han fortjener at vinde.
Den fjerde finalist i feltet er Alice Becg-Larsen, der kører regionale ruter i Struer, Lemvig og Holstebro.
- Alice er en skøn og smilende kvinde og altid snaksalig. Hun er altid klar med åbne arme til at hjælpe og kører som en drøm. Hun fortjener absolut titlen som bedste chauffør, lyder det fra en kunde.
Fra i dag kan kunderne stemme på finalisterne via app eller på midttrafik.dk/bedstechauffør. Afstemningen kører i perioden 2. - 15. maj 2016.
Herunder kan du se et indslag om, at en god chauffør giver et smil: