Chauffører trykker på stop-knap for bybusserne i Randers
Det ser ikke lyst ud for dem, der bruger de gule busser i Randers
De gule bybusser i Randers har siden onsdag været parkeret i garagen på grund af en konflikt mellem Nobina og 3F, og busserne kommer heller ikke ud at køre torsdag.
Det oplyser buschaufførerne ved Nobina Randers i en pressemeddelelse.
Chaufførerne har indstillet arbejdet, fordi de er utilfredse med, at en tillidsmand har fået en skriftlig advarsel, og at to afløsere ikke er blevet fastansat som lovet, lyder det fra 3F i Randers.
'Vi oplever en ledelsesstil hvor advarsler, påtaler og manglende overholdelse af løfter, aftaler osv. bare ikke sker. Vi er trætte af, at gå på arbejde hver evig eneste dag med tanken om vi skal agere/køre efter hvilket humør, ledelsen nu end er i', lyder de krasse ord i pressemeddelelsen fra buschaufførerne ved Nobina Randers
Forsøger at blive enige
Repræsentanter fra Nobina og 3F har torsdag formiddag afholdt et møde i et forsøg på at blive enige om en løsning på konflikten, men det er altså ikke lykkes.
'Vi forlanger, at Nobina indleder en oprigtig dialog med tillidsrepræsentanten samt 3F Randers, for vi vil bare have lov til at passe vores arbejde i fred og ro', skriver buschaufførerne i pressemeddelelsen, der er udsendt kort før klokken 10 torsdag.
Chaufførerne beklager den ulejlighed deres arbejdskamp medfører overfor passagererne, og at det er ikke er med deres gode vilje, at busserne holder stille.
Lederen af trafikservice hos Midttrafik, Martin Tams, er også ked af situationen og håber, at busbrugerne kan finde andre løsninger.
- Vi beklager utrolig meget over for de kunder, der er vant til at køre i busserne, og vi henviser til, at man forsøger at bruge de blå regionbusser i det omfang, man kan og ellers søger alternative transportmuligheder.
Det har torsdag formiddag ikke været mulig at få en kommentar fra buschaufførernes arbejdsgiver, Nobina.