Frederiks selvmord kunne være forhindret: - Det gør ondt
En ung mands selvmord kunne være undgået, hvis han havde fået den rette hjælp i psykiatrien.
Julie Dines Christensen mistede i februar sin søn, 22-årige Frederik Allan Kristensen, til selvmord. Nu har hun fået Patienterstatningens ord for, at han ikke fik den rette hjælp i Regionspsykiatrien i Randers.
- Først tænkte jeg jo "hurra". Men så tænkte jeg satans, fanden i helvede og en masse grimme bandeord.
Svaret fra Patienterstatningen er klart og efterlader ikke meget tvivl om, at hendes alvorligt psykisk syge søns liv kunne være reddet, hvis psykiatrien havde givet ham den rigtige behandling.
- Vi vurderer, at hans selvmord med overvejende sandsynlighed kunne have været forhindret, hvis behandlingen i Regionspsykiatrien Randers havde levet op til erfaren specialiststandard, lyder det fra Patienterstatningen i et svar til TV2 Østjylland.
Dermed er Frederik Allan Kristensens sag den første sag fra Regionspsykiatrien i Randers, der er faldet afgørelse i.
- Det betyder jo, at hvis Frederik havde fået den behandling, han reelt set havde brug for og krav på, så havde han nok været her den dag i dag.
Undersøger 1500 sager
Men det bliver sandsynligvis ikke den sidste. Region Midtjylland undersøger i øjeblikket 1500 sager med patienter, der er behandlet i Regionspsykiatrien i Randers.
Det sker efter Frihedsbrevet i september kunne fortælle om en række lægefejl, der knyttede sig til blandt andet selvmord og drabsforsøg i regionspsykiatrien. Sagen kredser om den hjemsendte overlæge, Kristian Sloth, men han har ikke behandlet Frederik Allan Kristensen, oplyser Julie Dines Christensen på baggrund af sin søns journaler.
Foreløbigt er der fundet fejl i 56 procent af de undersøgte patientforløb. Ifølge Region Midtjylland er det forventningen, at dette mønster fortsætter i resten af gennemgangen.
Rådgivning via Livslinjen
Hvis du er i krise, eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Du kan kontakte Livslinjens telefonrådgivning på nummeret 70 201 201 alle dage fra klokken 11.00 til 05.00.
Familien bor i Korsør på Sjælland, men Frederik Allan Kristensen levede sin sidste tid på opholdssteder, senest i Randers.
Og selvom det ikke har været rart at få den besked, som Julie Dines Christensen for nyligt modtog om sin søns behandlingsforløb, så fortsætter hun sin kamp for at finde svar. For hun er kun lige startet i sin søgen efter, hvordan hendes kun 22-årige søn kunne komme så langt ud, at han en eftermiddag i februar tog en beslutning om at gøre en ende på sit liv.
Siden den dag har hans mor forsøgt at skabe et overblik over sin psykisk syge søns liv i tiden op til.
- Jeg er kun lige startet.
I foråret fortalte Julie Dines Christensen sin historie til Sjællandske Nyheder.
- Jeg vil finde ud af, om Frederik har fået den hjælp, han skulle have haft. Jeg skal op ad et kæmpe bjerg, for jeg må i princippet ikke få noget at vide, selvom jeg er hans mor. Han var voksen. Nu skal jeg i gang med at finde ud af, hvor han har været, hvor han har søgt hjælp, hvilke behandlinger, han har fået. Det mindste, jeg kan gøre, er at lægge det fulde billede frem for dem, der bestemmer. Måske kan det redde bare ét andet menneske fra den her skæbne, sagde Julie Dines Christensen i april.
Frederik kunne være reddet
Svarene, hun fandt, fik hende til at klage til Patienterstatningen over den behandling, hendes søn havde fået i Regionspsykiatrien i Randers.
Den klage er nu blevet afgjort. 22-årige Frederik Allan Christensen fik ikke den hjælp, han skulle have. Tværtimod kunne hans liv være blevet reddet, hvis han havde fået den rette hjælp.
Og ifølge Julie Dines Christensen, så indeholder svaret fra Patienterstatningen flere kritikpunkter.
- De skulle have brugt medicinsk behandling langt tidligere i Frederiks forløb. De burde også have grebet ham og tilbudt ham behandling for dobbeltdiagnose. De burde også have tvangsindlagt ham 14 dage, inden han begik selvmord.
Kæmper videre
Nu har familien papir på, at det altså ikke kun var dem, der sad med en følelse af, at der burde blive gjort mere for Frederik. Og den anerkendelse har været vigtig.
- Det gør ondt at vide, at havde de gjort det anderledes, så havde Frederik højst sandsynligt været her i dag. Det står sort på hvidt, at de mener, at hans psykiske sygdom kunne have undgået forværring og dermed også undgået, at han havde begået selvmord.
Men Julie Dines Christensen kæmper videre. For hun vil fortsat have svar på, hvor ansvaret skal placeres.
- Jeg tror, man skal højere op. Det handler om ressourcer. Jeg tror overordnet, det handler om manglende ressourcer og økonomiske midler.
Derfor håber hun også, at nogle højere oppe i det politiske system får øje på de manglende midler og ressourcer i psykiatrien.
- Jo mere fokus der kommer, jo større mulighed er der for, at det kan hjælpe andre i en lignende situation, siger hun og fortsætter:
- Kan jeg bare være med til at redde én, så er mit mål nået.
Omfattende gennemgang
TV2 Østjylland har bedt Region Midtjylland om en kommentar til Frederik Allan Kristensens sag. De henviser til deres svar onsdag, da Patienterstatningen afgjorde hans sag.
- Vi er dybt berørte af sagen og tager Patienterstatningens afgørelse, som vi nøje gennemgår, meget alvorligt, siger lægefaglig direktør i Psykiatrien, Jakob Paludan.
- Vi har iværksat en omfattende gennemgang af patientjournaler i Regionspsykiatrien i Randers, og vurderer løbende de informationer, vi modtager, og handler målrettet med konkrete tiltag både i afdelingen og i forbindelse med den omfattende patientgennemgang, for at sikre nødvendig læring og forbedringer.