Far spærres inde på ubestemt tid - begik overgreb på datter
Retten i Randers har fredag afgjort en sag om overgreb på et lille barn gennem syv år. Det er barnets far, der nu er idømt forvarring.
I Retten i Randers har en 39-årig mand erkendt alle 274 anklagepunkter imod ham i et næsten hundrede sider langt anklageskrift.
Fredag har retten dømt ham til forvaring. Det vil sige, at der ikke er nogen tidsgrænse på varigheden af indespærringen.
Manden har begået en lang række overgreb og voldtægter imod sin biologiske datter. De fandt sted fra, da hun var fem dage gammel, og indtil hun fyldte syv år. Så blev han opdaget af politiet.
Retslægerådet mener, at der er høj risiko for, at den tiltalte udgør en væsentlig fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed. En almindelig fængselsstraf i et bestemt antal år er ikke tilstrækkeligt. Derfor er sanktionen forvaring.
Alle overgrebene mod datteren er blevet filmet, og det er på den måde, at han blev opdaget, skriver Ekstra Bladet fredag.
Tippet af international politimyndighed
Politiet fik sidste år et tip fra en international politimyndighed om en video i det pædofile miljø, hvor man kan høre en mindreårig pige protestere på dansk.
Herefter gik et intensivt arbejde i gang hos NC3, som er Rigspolitiets Cyber Crime Center. Derefter fandt man frem til den 39-årige mand.
I nogle tilfælde blev barnet frihedsberøvet, idet hun blev bundet.
Læs også:
I øvrigt havde han også taget billeder af andre mindreårige piger uden deres viden. Det er blandt andet af piger i badetøj.
Manden har i retten beskrevet sig selv som "syg", men han har ikke opsøgt hjælp.
Det skriver flere medier, der har været til stede ved de retsmøder i sagen, der har været åben for offentligheden.