Frygtede for sin førlighed: Frederik fløj ind i jernhegn under fodboldkamp
Frederik Andersen frygtede, at han ikke skulle komme til at gå igen efter en voldsom hændelse til en fodboldkamp onsdag aften.
Hvad der på papiret var en helt almindelig kamp i DBU Jyllands serie 4-række udviklede sig voldsomt dramatisk onsdag aften.
I særdeleshed for en af spillerne.
Randers Freja på hjemmebane mødte Randers KFUM, men i begyndelsen af 2. halvleg blev alt fokus på spillet på banen glemt.
Hjemmeholdets Frederik Andersen endte efter en duel med en forsvarsspiller fra modstanderen i det jernhegn, der omkranser kunstgræsbanen.
- Jeg fløj 30-40 cm over jorden direkte ind i jernhegnet med ryggen først. Jeg fik kortvarigt et blackout og kunne i et par minutter ikke mærke mine ben.
- Det var helt forfærdeligt, og jeg græd. Jeg frygtede jo, at jeg ikke kom til at gå igen, fortæller spilleren til TV2 Østjylland.
Skulle ligge helt stille
Hurtigt kom både trænere og spillere fra de to hold Frederik Andersen til undsætning og fik pakket ham ind, så han ikke frøs.
Der blev samtidig ringet efter en ambulance.
- Jeg fik følelsen tilbage i benene, og jeg blev beroliget af de reddere, der kom frem. Jeg ville komme til at gå igen, siger Frederik Andersen.
Den uheldige fodboldspiller blev lagt på et såkaldt spineboard, pakket ind i en vakuumdyne og sat fast med stropper, inden han kom i ambulancen.
Det var vigtigt, at han lå helt stille for at undgå yderligere skader på ryggen.
- Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på der. Jeg frygtede jo stadig det værste, og at jeg skulle opereres.
Kampen blev afblæst
På Regionshospitalet Randers fik Frederik Andersen røntgenfotograferet sin ryg, og heldigvis var resultatet godt.
Han havde ikke fået så store skader på ryggen, at det krævede en operation.
Faktisk blev han sendt hjem kort efter midnat.
- Jeg ventede to-tre timer på svaret, og de var da lange, men det endte heldigvis godt. Jeg har dog ondt i ryggen i dag og tager smertestillende, fortæller spilleren.
Kampen blev ikke genoptaget efter det voldsomme uheld.
Ifølge Frederik Andersen ønskede hans holdkammerater ikke at spille videre, før de vidste, hvor alvorligt det stod til med ham.
Ved afbrydelsen stod der 1-3 til udeholdet fra Randers KFUM.