- Hvad skal jeg nu?
Projekt får førtidspensionister i omdrejninger
I det nordlige Randers har Bysekretariatet siden 2009 arbejdet for at skabe aktiviteter for førtidspensionisterne i området.
Her ved projektets afslutning har over 100 førtidspensionister fået en mere aktiv og indholdsrig hverdag.
Projektet hedder 'Aktivt Liv', og målet har været, at tilbyde førtidspensionister aktiviteter som for eksempel frivilligt arbejde, skånejob og mødecaféer, hvor man kan møde andre i samme sted.
Projektet er en del af helhedsplanen for Nordbyen, som de sidste fem år har fået en bevilling på omkring 16 mio. kr. til indsatser for beskæftigelse, sundhed og almen trivsel i området.
- Det er meget vigtigt, at man kommer ud blandt andre mennesker. Når folk får tildelt førtidspension, har de oftest været lang tid i systemet måske som arbejdsløse eller sygemeldte, men når man er førtidspensionist, har man ikke længere kontakt til systemet, fortæller boligsocial medarbejder Sonja Björg Gudnadottir fra Bysekretariatet til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Sonja Björg Gudnadottir oplever, at førtidspensionerede i starten føler en stor lettelse over tildelingen. Lettelsen bliver senere til en følelse af at være kasseret.
- De spørge ofte sig selv, 'hvad skal jeg nu'. Når du er på kontant hjælp, får du trods alt en 'lønseddel' fra kommunen, det får man ikke som førtidspensionist, og det kan faktisk godt have en betydning, siger hun.