Indsamling til efterladte børn runder 500.000 kroner
Der er indsamlet et stort beløb til de efterladte børn til det par, der blev dræbt i en trafikulykke i Randers.
Kristina Rasmussen og Kasper Bang Jensen blev fredag 26. juli dræbt i en trafikulykke på Mariagervej i Randers.
Parret, der blev 31 og 35 år, efterlod sig to små børn og en familie i chok og sorg, men midt i sorgen er det strømmet ind med støtte.
Efter den tragiske ulykke har den nærmeste familie oprettet en indsamling, der skal gå til parrets to små børn, og på kun otte dage er der blevet samlet over en halv million kroner ind.
Det bekræfter familien over for TV2 Østjylland.
Kasper Bang Jensens bror, Mikkel, har tidligere forklaret til TV2 Østjylland, at familien kun havde troet, det var Kasper og Kristinas venner, der ville støtte indsamlingen, men et opslag på Facebook gik viralt, og siden er støtten strømmet ind.
- Nogle har doneret fem kroner og andre har givet store beløb. Det har været overvældende, at det bare er tikket ind med penge, og det varmer, at så mange tænker på børnene, sagde Mikkel Bang Jensen, da indsamlingen rundede 200.000 kroner efter blot fem dage.
Det hele går til børnene
Også Kasper Bang Jensens mor, Marianne, har over for TV2 Østjylland udtrykt sin taknemmelighed for støtten.
- Vi er så taknemmelige, for der er tale om to børn, der har mistet alt det bedste i deres liv, sagde hun.
Hun har samtidig understreget, at familierne forsøger at finde en permanent løsning for, hvor børnene skal bo, men at de bliver i familien eller nærmeste omgangskreds, og at de ikke bliver skilt ad.
Indsamlingen er blevet omdannet til en erhvervsbox på Mobilepay, og der er oprettet en forening i børnenes navn. Her kan man donere et valgfrit beløb på nummer 27241.
- Det hele går til børnene, så det betyder meget at kunne hjælpe dem på den måde. Pengene går til, at børnene kan få nogle gode minder og oplevelser, og at de forhåbentlig ikke kommer til at mangle noget økonomisk, når de nu kommer til at mangle det allervigtigste, sagde Mikkel Bang Jensen tidligere til TV2 Østjylland.
Parret blev påkørt af en 56-årig mand, der havde fået frataget retten til at køre bil. Han er nu sigtet for uagtsomt manddrab og er varetægtsfængslet frem til 23. august.