Nyt internationalt supermarked på vej
Snart åbner et nyt supermarked med specialiteter fra den store verden på Gl. Hobrovej i Randers.
Snart er der nyt liv i de gamle lokaler på Gl. Hobrovej i Randers. Her får byen nemlig et helt nyt supermarked med produkter fra alle verdensdele under navnet Vika Supermarked.
- Jeg føler, at Randers mangler et internationalt supermarked. Ikke en bazar men et supermarked med slagter, og hvor man kan få masser af specielle grøntsager. Med alt fra tyrkiske og arabiske produkter til varer fra balkanlandene og Danmark, siger ejer af Vika Supermaked, Erhan Cetin, til TV2 ØSTJYLLAND og tilføjer:
- Der findes store specialbutikker flere andre steder, og der bør også være plads til det i Randers. Der er en mangel på det.
Erhan Cetin har tidligere ejet Café Cetini, som han nu har solgt til sine brødre. Nu har han i stedet fået tid til at udleve en gammel drøm.
- Jeg har gået med tankerne i et par år. Vi skulle bare finde den rigtige placering. Nu har jeg haft tid til at tænke mere over det og komme i gang.
Samlet under et tag er vejen frem
Ifølge Erhan Cetin kan det være svært at finde parkeringspladser, når man som randrusianer skal rundt til de mindre specialbutikker for at finde de rigtige produkter.
- Jeg tror, det er vejen frem at samle det under samme tag. Vi skal hurtigt ud og handle ind og ikke køre hele byen rundt for at handle. Vi skal skille os lidt ud, ellers har vi ingen chance mod de store kæder.
Han fortæller, at han også selv har oplevet at mangle flere specielle råvarer i sin tid i restaurationsbranchen. Nu håber han at kunne gøre det nemmere for andre i samme situation.
Give indblik i andre madkulturer
Erhan Cetin håber, at den nye butik også kan give randrusianerne en anderledes oplevelse end i de almindelige supermarkeder.
Læs også:
- Her kan folk få mere indblik i andre verdensdele og madkulturer.
Vika Supermarked forventes at åbne senest den 1. september.
- Det er spændende. Vi burde være færdige dér, men forhåbentlig er vi færdige før.