Uffe bygger miniatureland af rouladeindpakning
En gang om ugen mødes Uffe Pedersen med andre modeljernbaneentusiaster og bygger eller kører modeltog rundt i et miniaturelandskab på omkring 100 kvadratmeter.
Helt oppe under taget i en bygning på Jernbanegade i Randers står Uffe Pedersen med en rolig hånd på kontrolpanelet og iagttager toget køre fra Thorsø til Langaa.
Her holder Modeljernbaneklubben Gudenåen nemlig til.
Det er derfor også et tog i langt mindre skala end dem, der kører ind til Randers Station 400 meter derfra.
- Der er en masse udfordringer i det, fordi du både skal lære noget om teknik, el og arkitektur, siger Uffe Pedersen, der har været med i modeljernbaneklubben i snart 37 år.
- Det er samværet i det, så man ikke bare sidder alene med det derhjemme, siger han.
- Og så slipper man for at pakke det væk fra spisebordet hver gang, man har haft gang i det, fortsætter Uffe Pedersen, der er i dag er formand for klubben.
Klubben har eksisteret siden 1981, og Uffe Pedersen har været med siden 1985 og er i dag formand for gruppen af modeljernbaneentusiaster.
- Man har ikke altid plads til et modeltog hjemme i kælderen, og så er det sjovt at komme her sammen med de andre.
Hver onsdag er der klubaften, hvor der enten bygges huse og arbejdes videre på det 100 kvadratmeter store landskab eller køres på banen. De onsdage, hvor togene skal luftes på skinnerne, kører de efter en køreplan, der skal være så nøjagtig som muligt.
- Men det er ikke altid så let, mener Hans Stückler, der også er medlem af klubben.
- Her kan det jo også ske, at der er et tog, der er gået i stå på sporet, eller at der er en, der lige skulle ud at tisse, fortsætter han.
Han mener derfor også at have fået mere forståelse for, hvorfor der nogle gange er forsinkelser på virkelighedens jernbanenet.
Direkte inspireret af virkeligheden
I landskabet, der er inspireret af stationsbyer som Randers, Langå, Fårup, Thisted og Skagen, kan man også finde klubmedlemmernes egne huse eller huse, de kender.
For eksempel så Uffe Pedersen et flot hus i Skagen, som det også lykkedes ham at finde nogle arkitekttegninger af.
- Så finder du et eller andet virkeligt mål, og dividerer det med 87, og så er det ganske nemt, mener han.
Størrelsesforholdet er nemlig 1:87, hvilket betyder, at én centimeter på et hus i anlægget svarer til 87 centimeter i virkeligheden.
- Og så laver man ellers et hus af pap og plastplader efter bedste evne.
Der er også uventede byggematerialer iblandt.
- Vi fandt ud af, at papbunde fra rouladeindpakning fungerede godt til tagsten, fortæller Uffe Pedersen.
Og det var ikke bare en undskyldning for at spise flere roulader?
- Jo også det, svarer Uffe Pedersen med et grin.