Opfordring til unge: - Bliv testet inden I vender tilbage fra juleferie
15-25 årige bør lade sig teste, inden de efter juleferien vender tilbage til deres uddannelsesinstitutioner, lyder det fra Aarhus-borgmester og regionsrådsformand.
Inden de østjyske unge vender hjem fra juleferie og starter tilbage i skole, bør de blive testet. Sådan lyder opfordringen i dag fra formanden for Region Midtjylland, Anders Kühnau (S), og Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S).
- Vi har med hurtigtest fået et nyt våben, vi kan bruge over for det høje smittetryk blandt de unge. Jeg vil anbefale, at de unge tager det til sig, så julen ikke giver anledning til større smittespredning.
Læs også:
- Så mit råd til alle 15-25 årige er at de skal blive testet, inden de vender tilbage fra ferien, siger Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus Kommune (S), i en pressemeddelelse.
Dermed bakker Anders Kühnau og Jacob Bundsgaard op om den anbefaling om hurtigtest, som Sundhedsstyrelsen har udsendt.
Her anbefaler styrelsen at hurtigtest kan bruges til målrettet screening, hvilket de mener særligt er relevant blandt 15-25-årige på uddannelsesinstitutioner.
Skal stoppe smitte efter ferien
Håbet er, at en hurtigtest efter ferien kan sikre, at den enkelte unge ikke bringer smitte videre blandt studiekammerater og venner. Et problem der blandt andet opstod i Aarhus, da de studerende kom tilbage fra efterårsferie.
I Aarhus og andre steder i landet har det længe været i ungdomsgrupperne, man har set mest smitte, især i gruppen af 20-25 årige.
Hurtigtesten skal fungere som alternativ til testene i de offentlige testcentre, hvor der i øjeblikket er lang ventetid på test.
- Der er lige nu et meget stort pres på testcentrene, og selvom vi dagligt tester flere end nogensinde, så er der desværre ventetid.
- Hurtigtesten er et alternativ til at afsløre corona-smitte, og jeg vil anbefale, at så mange som muligt bliver tjekket, inden de vender tilbage til uddannelserne efter nytår. Det er vigtigt, fordi vi skal lykkes med at reducere smittespredningen på uddannelsesinstitutioner og i ungdomsgrupperne, siger regionsrådsformand, Anders Kühnau (S) i en pressemeddelelse.
Opfordringen lyder også på, at hvis man har symptomer på COVID-19 eller er nær kontakt, skal man ikke bruge en hurtigtest, da den ikke er lige så sikker som PCR-testen. I sådan et tilfælde skal man i stedet isolere sig, indtil det er muligt at få en testtid i de offentlige testcentre.