41-årige Kathrine fundet død i skov
Den 41-årige forsvundne kvinde Kathrine er fundet omkommet, bekræfter politiet.
Den 41-årige Kathrine fra Bryrup er søndag fundet død ved en skov i Bryrup syd for Silkeborg. Det bekræfter Midt- og Vestjyllands Politi.
- Hun er blevet fundet i dag, ja, bekræfter efterforskningsleder Peter Justesen fra lokalpolitiet i Silkeborg over for TV2 Østjylland.
I morges klokken 9.44 fik politiet en melding fra nogle jægere, der fandt liget i et skovområde øst for Løndal Gods, fortæller vagtchef Andreas Andersen til TV2 Østjylland.
- De har hørt, at vi har eftersøgt en person i det område, og melder det. Vi rykker straks derud med patrulje og indsatsleder og kan genkende hende som den eftersøgte, siger Andreas Andersen.
- Der er ikke noget, der tyder på en forbrydelse, understreger vagtchefen.
Et retslægeligt ligsyn skal mandag afgøre, om man kan komme nærmere en dødsårsag. Her er det også muligt, at der bliver begæret obduktion.
Politiet har afsluttet sin opgave derude.
- Vi håber at finde en årsag i morgen.
TV2 Østjylland har også været i kontakt med Kathrines familie, der bekræfter, at det er hende, der er fundet død.
De seneste dage har eftersøgningen kredset sig om området omkring Igelsø mellem Bryrup og Them i Silkeborg Kommune.
Der er blandt andet blevet søgt med hunde, dykkere, politi og frivillige fra Missing People.
Den 41-årige kvinde blev efterlyst tirsdag den 5. december, da hun ikke dukkede op til en aftale med sine forældre. Hendes bil blev fundet efterladt på den lille skovvej Fuglsangvej, og det er i det område, at politiet har ledt.