Cykelklub indkalder til krisemøde - træner opereret efter knivstik
Silkeborg IF Cykling afholder onsdag aften krisemøde for seks unge cyklister.
De seks unge drenge var ude at træne, da det hele endte i et voldsomt drama i byen Kjellerup ved Silkeborg. Den ene af drengene blev påkørt bagfra af en 26-årig bilist, der efterfølgende stoppede op.
Bilisten endte i et skænderi med holdets 53-årige træner, som blev stukket med en kniv under den efterfølgende tumult.
Den voldsomme oplevelse har sat tydelige spor hos de unge cyklister, særligt den 18-årige cyklist, der blev kørt ned af den 26-årige mand.
- Ham, der blev kørt ned, har det hverken fysisk eller psykisk ret godt. Han fik en ordentlig tur. Han har hudafskrabninger over hele kroppen, siger klubbens formand, Bjarne Olsen.
Den 53-årige træner blev opereret tirsdag aften, men han har det efter omstændighederne godt. Han var i løbet af aftenen i kontakt med den unge cyklist, der blev kørt ned, inden træneren endte med at blive stukket ned af bilisten, fortæller Bjarne Olsen.
Onsdag er træneren fortsat meget træt efter sin operation. Ifølge klubformanden skal han være på Regionshospitalet i Viborg frem til torsdag.
Psykologhjælp til unge
Klubben har indkaldt de seks cyklister til krisemøde onsdag aften, hvor der vil være en psykolog til stede.
Bjarne Olsen fortæller, at motionscyklister er vant til, at der bliver råbt efter dem og bilister, der kører tæt forbi dem. Men det her er i en helt anden kategori.
- Det er fuldstændig vanvittigt. Jeg er så rystet, og følelserne sidder uden på kroppen, siger Bjarne Olsen.
Den 26-årige bilist blev efter episoden i Kjellerup anholdt og sigtet for grov vold. Han skulle efter planen fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
Onsdag morgen oplyser politiet i Viborg, at den 26-årige mand har taget sit eget liv i arresten.