Dette syn gjorde Thomas forfærdet og ked af det
Thomas Nielsen blev forarget og ked af det, da han kom forbi fældede træer i 'Anemoneskoven', men heldigvis er der en god grund til det.
- Da jeg kom forbi, tænkte jeg: 'Åh nej, skal det flotte naturområde også være urørt skov?'
Thomas Nielsen fra Silkeborg kom cyklende på Horsensstien ved Ørnsø forbi skoven, som også bliver kaldt 'Anemoneskoven'.
- Når anemonerne blomstrer, så har du et hvidt tæppe, der dækker hele skovbunden, så langt øjet rækker. Det er helt exceptionelt, siger Thomas Nielsen til TV2 Østjylland.
Men nu var skovbunden fyldt med fældede træer og grene.
- Da jeg så det, så kom jeg til at tænke på alt det, man hører om urørt skov. Hvor man lader det ligge og flyde, siger Thomas Nielsen.
- Hvis det havde været meningen, så lå det hen over stier, hvor folk går. Så ville det forhindre folk i at bruge skoven, siger han.
Thomas Nielsen lavede et opslag i den lokale Facebookgruppe, og mange andre blev bekymrede ligesom ham.
Han tog derfor også fat i Naturstyrelsen, da området er statsskov.
Træet bliver fjernet og anemonetæppet vil blomstre igen
Årsagen til fældningen af ege- og bøgetræerne er sket som led i den såkaldte savværkshugst.
Træerne blev fældet i vinters tidligere i år, så der ikke var for meget saft i træet. På det tidspunkt var der frost i jorden, og det var ideelt til at fjerne det, fortæller skovfoged i Søhøjlandet, Thorbjørn Nørgård.
- Men maskinen brød sammen, og vi fik det derfor ikke fjernet. Så blev det tøvejr, og vi turde ikke sende maskinen derud, da vi gerne vil have en tør bund at køre på, siger han.
Ellers vil maskinen ødelægge den lerede jordbund i skoven. Nu venter de bare på, at de kan køre ud og fjerne træet - uden at ødelægge skovbunden.
- Det irriterer mig lige meget som det irriterer dem. Øv. Det er beklageligt, det har ligget så længe, siger Thorbjørn Nørgård til TV2 Østjylland.
Savværkshugst:
Naturstyrelsen skal udføre såkaldt ”savværkshugst” i de kommende urørte skove. Savværkshugsten skal sikre, at der kan leveres certificeret træ til danske savværk i overgangsperioden til urørt skov.
Hugsten nedtrappes gradvis frem mod 2026, hvor den herefter helt ophører:
2021: 70% (af normal hugst)
2022: 60%
2023: 50%
2024: 40%
2025: 30%
2026: 20%
Læs mere om skovdrift, urørt skov m.m. på Naturstyrelsens hjemmeside: www.naturstyrelsen.dk
Kilde: Naturstyrelsen
Normalt, når de skover løvtræ, bliver træet transporteret ud af skoven så hurtigt som muligt.
Han fortæller, at anemonerne stadig vil blomstre, men at det nok vil tage et par vækstsæsoner, før de når fordums udbredelse og tæthed.
- Fældningen betyder, at der fremover vil blive mere lyst derude, og stierne vil blive genetableret, siger Thorbjørn Nørgård.