Jyske Bank tjener mindre på renter - men mere på gebyrer
Resultat før skat voksede med en halv milliard i første halvår hos Jyske Bank, der øger indtægter fra gebyrer
Der er fremgang på bundlinjen på en halv milliard kroner i første halvår 2017 hos Jyske Bank.
Banken fik et resultat før skat på lige over to milliarder kroner i første halvår 2017 mod 1,5 milliarder kroner i samme periode 2016. Det oplyser banken i en meddelelse.
Ordførende direktør Anders Dam kalder det tilfredsstillende givet det lave renteniveau.
Jyske Bank tjente mindre på renter i første halvår, men til gengæld mere på gebyr- og provision.
Netto renteindtægter blev 2,7 milliarder i første halvår mod 2,9 milliarder i samme periode 2016. Til gengæld steg netto gebyr- og provisionsindtægter tilsvarende fra 667 millioner til nu 867 millioner kroner.
Jyske Bank har sit hovedsæde i Silkeborg.